Annonce
Udland

Thailands valgkommission blokerer for prinsesses kandidatur

Prinsesse Ubolratana fraskrev sig sin royale titel, efter at hun tilbage i 1972 giftede sig med en amerikaner. I 1998 blev hun skilt og vendte tilbage til Thailand, hvor hun stadig regnes som en del af landets kongefamilie.

Royale må være politisk neutrale, siger valgkommission, som har diskvalificeret prinsesses kandidatur.

Thailands valgkommission har officielt diskvalificeret kongens søster fra at stille op ved næste måneds parlamentsvalg i landet.

Ifølge kommissionen er alle royale nødt til at være hævet over politik, ligesom at monarkiet må forblive politisk neutralt.

Beslutningen blev truffet mandag, efter at kong Maha Vajiralongkorn fredag udstedte en ordre, hvori han beskriver prinsesse Ubolratanas kandidatur til premierministerposten som "upassende" og "forfatningsstridigt".

Partiet Thai Raksa Chart meddelte i fredags, at prinsesse Ubolratana er partiets kandidat ved valget 24. marts.

Med nomineringen brød den 67-årige prinsesse med traditionen om, at medlemmer af den royale familie skal holde sig ude af politik.

Samtidig var hendes kandidatur opsigtsvækkende, da partiet Thai Raksa Chart er loyalt over for den afsatte ekspremierminister Thaksin Shinawatra. Han har siden 2006 levet i eksil efter beskyldninger om magtmisbrug og respektløshed over for monarkiet.

Kong Maha Vajiralongkorn var da også hurtig til at sætte foden ned og udstedte sent fredag aften en ordre om at forbyde prinsessen i at stille op.

Prinsesse Ubolratanas indblanding i valget ses som en udfordring for premierminister Prayut Chan-o-cha, som i 2014 ledte et militærkup i landet og ses som favorit til at vinde valget den 24. marts.

I alt stiller 45 partier op ved parlamentsvalget i næste måned.

Lørdag lovede Thai Raksa Chart, at partiet ville adlyde ordren fra kongen om ikke at lade prinsessen stille op.

- Partiet Thai Raksa Chart adlyder den royale kommando, hed det i en erklæring fra partiets ledelse.

Militærjuntaen har siddet på magten i Thailand siden 2014. Oppositionen ses i høj grad som styret af Shinawatra-familien, der lever i eksil.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce