Annonce
Sport

Thiem slår Djokovic og er videre til semifinale i London

Tony O''brien/Ritzau Scanpix
Thiem vinder en overraskende sejr over Djokovic i en tæt kamp i herrernes sæsonfinale i London.

Dominic Thiem vinder 6-7, 6-3, 7-6 over serbiske Novak Djokovic i sin anden gruppekamp i herrernes sæsonfinale.

Den 26-årige østriger formåede i en tæt kamp at levere en gedigen overraskelse, der sender ham videre til semifinalen i London.

Samtidig betyder resultatet, at Djokovic, der ligger nummer to på verdensranglisten, må ud i en afgørende duel mod schweiziske Roger Federer om den anden semifinaleplads i gruppen.

Kampen mellem Thiem og Djokovic var et af turneringens foreløbige højdepunkter.

De to stærke baglinjespillere fik presset hinanden til det yderste. Men Djokovic kunne ikke helt matche østrigerens kraftfulde spil.

I alt 50 vindere fik Thiem sendt afsted, mens Djokovic kun nåede op på 27.

Samtidig lavede Thiem dog også 44 uprovokerede fejl, hvilket var med til at holde serberen inde i kampen.

Allerede fra kampens start var niveauet højt.

Første sæt tog over en time. Men da sættet var ovre havde Djokovic, som er femdobbelt vinder af sæsonfinalen, vundet sættet i en tiebreak, som han tog 7-5.

Herefter tog Thiem dog fat og kontrollerede kampen med offensivt spil. Andet sæt vandt han forholdsvist klart 6-3.

I tredje sæt skulle der igen en tiebreak til for at finde en sejrherre, og her lagde Thiem nervøst fra land.

Østrigeren insisterede på at være offensiv, men spillet var der ikke helt, og han missede blandt andet et par ret lette flugtninger og kom bagud 1-4.

Djokovic var ovenpå, den ellers så solide Thiem virkede skrøbelig, og igen lignede det en sejr til en fra tennissportens gamle garde.

Men så begyndte slagene at sidde der for den 26-årige underdog.

Flere forhåndsvindere og et es fra Thiem vendte mirakuløst kampbilledet i tiebreaken, og så stod østrigeren med 6-4 i tiebreaken, to matchbolde og en serv på sine hænder.

Her fik Thiem sendt en førsteserv afsted, som Djokovic ikke nåede, og det lignede kortvarigt, at sejren var i hus.

Hawkeye-systemet viste dog, at serven var millimeter ude, og Thiem sendte et nervøst smil afsted.

Herefter kom der en ligeså nervøs andenserv, som Djokovic udnyttede kynisk til at fremtvinge en østrigsk fejl. Kun én matchbold tilbage.

Her endte Djokovic dog efter østrigsk pres med at sende en forhånd i nettet, og dermed var sejren Thiems.

- Jeg har trænet hele mit liv, hele min barndom, for dette, sagde Thiem efter kampen.

- Det var helt fantastisk. Novak var i rigtig god form, og jeg var nødt til at gøre noget helt særligt.

Den afgørende kamp om den anden semifinaleplads i gruppen mellem Federer og Djokovic bliver en gentagelse af dette års dramatiske Wimbledon-finale.

Her tabte Federer trods flere matchbolde i femte sæt efter knap fem timers kamp.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce