Annonce
Trekantområdet

Thyregod har flest coronasmittede per indbygger i kommunen: Sognet rammer ét af de tre nedluknings-kriterier

Thyregod Sogn er i disse dage det område i Vejle Kommune, der har flest coronasmittede målt per indbygger. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
I Thyregod har 13 tilfælde af corona sendt sognet til tops på listen over områder i Vejle Kommune, der har flest smittede per indbygger den seneste uge. I Vonge og Kollemorten er udviklingen gået den anden vej.

Thyregod: Efter en længere periode med ingen eller ganske få smittede har flere landsbyer omkring Give de seneste uger kunnet konstatere en stigning i antallet af positive coronatilfælde.

Først var det i Vonge og Kollemorten, at flere borgere blev smittet, og på Øster Nykirke blev 50 elever hjemsendt. De seneste dage har smitten rykket sig mod nord-vest til Thyregod. Her er der den seneste uge sket en stigning i antallet af daglige smittede. 27. april var seks nye smittet, og de seneste dage er det tal steget. Mandag var 13 borgere i sognet blevet testet positive i løbet af den seneste uge.

Det viser tal fra Statens Serum Instituts daglige offentliggørelse af coronatal for alle landets sogne.

Annonce

De seneste dages tiltagende smittetilfælde betyder, at Thyregod netop nu topper listen over sogne i Vejle Kommune, hvor incidenstallet er højest. Incidenstallet viser, hvor mange smittede per 100.000 indbyggere der har været i løbet af den seneste uge. Med 2081 indbyggere i sognet har Thyregod et incidenstal på 625.

Nedlukning af sogn

Lokale skoler, biblioteker og lignende risikerer at blive lukket, hvis en række grænser er overskredet i et sogn. For nylig blev disse grænser ændret. Det betyder, at et sogn nu bliver lukket, når både incidenstal, antallet af smittetilfælde de sidste syv dage og positivprocenten overstiger et fastsat niveau. Thyregod overskrider i øjeblikket ét ud af de tre kriterier.

  1. Indidenstallet skal være over 500. I Thyregod ligger incidenstallet på 625.
  2. Positivprocenten skal være over 2,5 procent: I Thyregod er positivprocenten på 2,4.
  3. Antallet af smittetilfælde skal være på mindst 20 i alt de seneste syv dage. I Thyregod er 13 indbyggere konstateret smittede den seneste uge.

Den stigende smitte har endnu ikke haft større konsekvenser på Thyregod Skole, fortæller skoleleder Malene Søgaard Engelbredt. Torsdag sendte man dog begge 8 og 9. klasser hjem, da en elev og en lærer var testet positiv i forbindelse med en lyntest. De to blev senere testet negativ via den mere præcise PCR-testmetode.

Det betød, at afgangseleverne kunne møde ind mandag, hvor der var skriftlig eksamen på programmet. En stor lettelse for især de ældste elever, der er fokuserede på at få deres eksamen i hus.

- Der er nogle unge mennesker, der bliver enormt bekymrede, siger Malene Søgaard Engelbredt.

Både fredag og mandag var regionen forbi Thyregod med en testbil, og ifølge Malene Søgaard Engelbredt er mange borgere i den forbindelse blevet testet.


Der er nogle unge mennesker, der bliver enormt bekymrede.

Malene Søgaard Engelbredt, skoleleder Thyregod Skole


Nabokommune er hårdest ramt

I Vonge og Kollemorten, hvor enkelte skoleelever og andre borgere blev konstateret smittet i forrige uge, ser det igen fornuftigt ud. Ved Vonge-Kollemorten Hallen har der den seneste tid været ekstraordinære muligheder for at blive testet, og mandag var der blot konstateret én ny smittet i Vonge den seneste uge og ingen nye i Øster Nykirke Sogn.

Udviklingen betød, at alle elever kunne komme tilbage i skole på Øster Nykirke Skole. Det varede dog kun til mandag middag. Her måtte skoleleder Henrik Fenger Lynggaard sende en 5. klasse hjem.

Indenfor den gamle Give Kommune har også Farre et højt incidenstal. Selvom der kun har været to smittetilfælde den seneste uge, betyder sognets indbyggertal på 583, at Farre indtager en placering som nummer to blandt de sogne i kommunen med det højeste incidenstal.

I både Give og Gadbjerg er en enkelt konstateret smittet den seneste uge, mens der ikke er fundet smittede blandt borgerne i sognene Vester, Ringgive, Lindeballe, Vester, Givskud, Vorslunde og Langelund.

Billund Kommune er i øvrigt den kommune, der i øjeblikket har den højeste andel af smittede per indbygger. Her er det især Grindsted, hvor 63 er smittet den seneste uge, der er ramt.

Ønsker man at blive testet lokalt, kan det fortsat ske hver tirsdag og onsdag fra klokken 14 til 20 samt hver fredag fra klokken 10 til 20 i Huset i Give.

En oversigt over både faste og mobile teststeder kan findes på Region Syddanmarks hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Annonce