Billund Kommune: Før nytår fik de første plejehjemsbeboere et stik mod coronavirus, og i denne uge fortsatte vaccinationsprogrammet. Status er, at 230 beboere og medarbejdere har fået vaccinen. Onsdag, torsdag og fredag får de sidste stikket på de kommunale plejehjem og på Filskov Friplejehjem. Det drejer sig om cirka 120 doser, der skal fordeles i denne uge.
Herefter følger de hjemmeboende borgere, som får både praktisk hjælp og hjælp til personlig pleje. Resten af personalet vil også få vaccinen tilbudt.
- Og så er der hele socialområdet, som vi mangler at få nogle meldinger om. Det rykker vi for lige nu, fortæller Pia Mejborn, chef for voksenstøtteområdet i Billund Kommune.
10 procent er skeptiske
Status er, at de fleste takker ja til at blive vaccineret. Der er dog enkelte - fortrinsvis blandt medarbejderne - som betakker sig for at få en nål i overarmen. Pia Mejborn vurderer, at det drejer sig om cirka 10 procent.
- Jeg tror, det er et princip. Der er nogle, som aldrig er blevet vaccineret og aldrig har fået en influenzavaccine. Der er også enkelte, der er skeptiske i forhold til, om vaccinen nu er testet godt nok, eller om den kan være farlig. Og så er der jo mange af os, som aldrig er blevet influenzavaccineret, fordi vi aldrig fejler noget. Men situationen er altså en anden nu, siger hun.
Pia Mejborn, Billund KommuneSå hvis jeg heller ikke selv skal være en, der smitter, så skal jeg have vaccinen.
Hun understreger, at Billund Kommune ikke presser nogen til at lade sig vaccinere.
- Vi informerer, og vi opfordrer til at få vaccinen, men om man vil, beslutter den enkelte person selv.
Chefen siger ja
Selv er hun ikke i tvivl. Pia Mejborn satser derfor på være blandt de medarbejdere, der får stikket i løbet af denne uge.
- Jeg er aldrig blevet vaccineret mod influenza, men lige nu gambler jeg ikke med det, for der er simpelthen ikke brug for, at jeg lægger mig. Der er masser af koordinering lige nu, og jeg kommer også meget rundt og snakker med mange mennesker. Så hvis jeg heller ikke selv skal være en, der smitter, så skal jeg have vaccinen, siger hun.
Af de 230, som indtil nu er blevet vaccineret, har kun ganske få fået små allergiske reaktioner.