Annonce
Sport

Ti ting vi lærte af Superligaen

Vejle Boldklub fik kun en enkelt sæson i Superligaen i denne omgang. Nederlaget på 2-0 til Hobro sender klubben retur til 1. division. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Fodbold er et mentalt spil. Det blev tydeligt i den forgangne runde af Superligaen. FCM og FCK er mentalt gået på ferie og tabte. I nedrykningsdramaerne blev det mentale spil også afgørende for VB og AC Horsens. VB kunne ikke modstå presset og rykkede ud. AC Horsens holdt nerverne i ro og overlevede mod alle odds.

1 Fuldt skrald på i Aarhus

Et på mange måder opløftende AGF-forår kan - i hvert fald resultatmæssigt - blive hældt i skraldespanden, hvis århusianerne ikke formår at komme forbi Randers på søndag og dermed misser at indløse billet til Europa Playoff-finalen.

Nederlaget på 1-2 i det første opgør giver nu et fornuftigt udgangspunkt til løjerne på Ceres Park, og med et fyldt stadion i ryggen får cheftræner David Nielsen og spillerne lige nøjagtig den ramme til en afgørende kamp, de har drømt om hele sæsonen.

Og så er det bare med at bide til bolle.

Efter syv sejre i træk tabte holdet - næsten forventeligt - i Randers, og dermed har AGF ikke vundet over Randers i de to klubbers seneste ni indbyrdes opgør. Men det behøver AGF-fansene ikke at lægge det store i.

Negative stimer er til for at blive brudt, og når guleroden - muligheden for en europæisk billet - hænger og dingler lige foran næsen, finder AGF nærmest ikke en bedre kamp at lave om på tingene i.

Det er en kamp, der kommer til at leve dens helt eget liv, helt udenfor nummer.

Annonce

2 Randers FC er storebror på banen

Storebror. Lillebror. Hvem er hvad? Det er en eviggyldig diskussion i Randers, når snakken falder på AGF.

Med lørdagens sejr på 2-1 over lokalrivalerne, som ellers kom ind til kampen med rekordmange sejre på stribe, blev det slået fast, at kronjyderne er størst, når det gælder spillet på banen.

End ikke et tidligt føringsmål af naboerne kunne ryste de lyseblå, der for niende gang i træk gik fra banen uden at tabe mod århusianerne. En stime, der blot tæller to uafgjorte og altså syv sejre.

Mentalt er Randers FC bare ovenpå. Så kan det godt være, at AGF er storebror, når det gælder spillerbudgetter, fans og omtale, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting forud for returkampen søndag.

Presset hviler på AGF, og det håber Randers FC at kunne udnytte.

3 Kunstgræsset blev dyrt for OB

OB kan ikke længere vinde bronze-medaljer af egen kraft. 2-0-føringen i Farum efter 16 minutter blev formøblet, og det kan komme til at koste i sidste ende. Ideen med at placere Oliver Lund langt fremme på banen var god den første halve time, men senere var det problematisk, at fynboerne ikke kunne holde fat i bolden og lade hjemmeholdets spillere løbe efter den. Det var ikke kun Oliver Lunds udfordring. Savnet af den skadede Jens Jakob Thomasen blev mærkbart i den periode. Enkelte spillere synes at have kvaler med varmen i kunstgræsset, men det har alle andre hold været ude for. At bolden bliver langsommere og langsommere, når solen varmer overfladevandet væk. Selv om OB satsede til sidst, så blev de skuffede fynboer nødt til at være tilfredse med det ene point, som kampen udviklede sig.

4 Store sejre flytter noget i Esbjerg

De tre point mod FCK var helt basalt vigtige, fordi EfB dermed bevarer muligheden for at krone en fantastisk sæson med bronze, men også på et lidt mere abstrakt plan er sådanne sejre vigtige.

De promoverer det produkt, der har haft så svært ved at få fat i det brede fodboldpublikum – der er bare noget over at slå FCK. Og så med 4-3. Samtidig gør det også noget ved klubbens tiltrækningskraft – agenter, sportsdirektører og spillere vil allerede have noteret sig, at der er noget godt i gang i Esbjerg – smider man så lige sådan en sejr i sådan en kulisse i puljen, skal det gøre noget ved mulighederne for at tiltrække nye spillere til den kommende sæson.

5 Farvel til VB

Vejle Boldklub fik kun en sæson i Superligaen. Klubben har på godt og ondt fyldt meget i den forgangne sæson, men tabellen lyver aldrig. VB sluttede sidst i grundspillet, sidst i nedrykningspuljen, og endte med at tabe med 2-0 til Hobro i den direkte kamp om at undgå nedrykning. VB-spillerne virkede mærkede af kampens betydning, selv om holdet gik på banen med en føring på 1-0 fra det første opgør, og det gjorde i sidste ende udslaget mod et Hobro-mandskab, der ikke spillede prangende, men som kom med masser af hjerte og vilje, da det gjaldt. Hobro skal nu ud i en ny playoff-runde mod enten Viborg eller Silkeborg

I Vejle venter et større oprydningsarbejde. Der kommer formentlig til at ske en stor udskiftning i spillertruppen, ligesom det langt fra er givet, at træneren efter sommerferien hedder Constantin Gâlcă. Og det bliver ikke nødvendigvis let at komme op i den bedste række igen, som klubben allerede har meldt ud er målet for den kommende sæson. Der er kun en direkte oprykker, fordi Superligaen skæres ned til 12 hold.

6 Dansk mester i overlevelse

AC Horsens har haft et katastrofalt forår for at bruge manager Bo Henriksens eget ordvalg. Alligevel jubler klubben. Superligabilletten blev fornyet via 1-1 mod Vendsyssel og dermed en samlet sejr i playoff-runden. Blot to sejre - begge mod Vendsyssel - i 14 kampe siger alt om en håbløs formkurve. Playoff-kampene mod Vendsyssel understregede, at AC Horsens måske er i formkrise, men mentalt har klubben et ekstra gear, som fodboldmotoren kan sættes i, når det gælder. Playoff-kampe er et mentalt spil, og på det punkt var AC Horsens klart bedre end Vendsyssel. Bo Henriksen mestrede at få spillerne til at ramme det rette spændingsniveau. Dermed lykkedes klubbens mission om overlevelse. AC Horsens' danske mesterskab, som Bo Henriksen kaldet det.

7 Trænerfyring i Vendsyssel

AC Horsens vandt to gange i 14 kampe. Vendsyssel vandt kun en kamp, og det var åbenbart for lidt i Hjørring. Det kostede trænerduoen Jens Berthel Askou og Mike Tullberg jobbet oven på nederlaget til AC Horsens. Nu bliver det Peter Enevoldsen, der skal stå i spidsen for holdet til de kommende kampe mod nummer tre fra 1. division. Det bliver mod enten Fremad Amager, Lyngby eller Næstved.

8 Håbet lever for Brøndby

Med en sejr på 4-1 over FC Midtjylland har Brøndby tre point op til OB på fjerdepladsen, og de to hold tørner sammen på lørdag i mesterskabsspillets sidste runde. Det er Brøndbys sidste chance for at komme ud og spille europæisk fodbold efter sommerferien. Nummer fire fra mesterskabsspillet møder den samlede vinder af AGF mod Randers i en direkte duel om en plads i Europa League-kvalifikationen til næste sæson.

Brøndby vandt sikkert, men betingelserne var også gunstige. FC Midtjylland sendte reelt reserverne til Brøndby.

9 FC Midtjylland er på vej på ferie

FC Midtjylland havde foretaget hele ti ændringer i startopstillingen i forhold til det hold, der i fredags vandt pokalfinalen mod netop Brøndby, da holdet mandag tabte med 4-1. Klubben har sat sig på sølvmedaljerne, og pokaltitlen har reddet sæson. FCM's eneste genganger mandag var brasilianske Evander, og han sparkede gæsterne i front efter 14 minutters spil, men holdet er på vej på sommerferie.

10 FCK uden forsvar

Ståle Solbakkens mandskab er kommet over tømmermændene fra guldfesten, men forsvarsspillet mod Esbjerg var ikke en mester værdig. FCK-træneren var rasende, og ligesom hos FC Midtjylland er det tydeligt, at FCK-truppen mentalt er gået på ferie.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Esbjerg

X-House er klar til genåbning

Annonce