Annonce
Tønder

Tidløse Tide Lines

Tide Lines' kæmpede lidt mod spilletidspunktet søndag eftermiddag, men tog kampen flot op på Open Air. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Tidspunktet søndag eftermiddag var mod Tide Lines, men det tog skotterne ikke så tungt.

TØNDER FESTIVAL: Tidspunktet er lidt utaknemmeligt: Søndag eftermiddag, hvor flere festivalgængere allerede har pakket campingvognen og er på vej nordpå tilbage til deres civile liv, mens en stor del af de resterende slikker sårene efter lørdagens udskejelser.

Til gengæld er vejret gunstigt, og i timerne op til Tide Lines’ koncert på Open Air-scenen fyldes plænen langsomt af folk, som nyder solen og den stille summen af pladsens musik blandet med rustne stemmer.

Det er dog ikke alene solen, der trækker, for bandet fra det skotske højland er ikke hvem som helst, og fra første guitarstrøg har de godt fat i publikum. Robert Robertsons store stemme er fløjlsblød at lytte til, og de klassiske folkemusik-fraseringer, leder instinktivt ens tanker på rejse til de store, grønne sletter og højdedrag. Sangene består af gode, fængende melodier og poetiske tekster - stort set alle med enkle omkvæd, som er nemme at synge med på, hvilket også flittigt sker foran scenen.

Der lyttes dog også intenst fra de allerbagerste rækker på bakken, hvor folk klapper efter hvert eneste nummer. Det er skønt at mærke og høre et strejf af den gamle, gæliske kultur, og især sækkepiben er tydeligvis populær på de få numre, den er i spil. Sammenligningen med Runrig er let at få øje på, og hvis Tide Lines’ næste koncert på Tønder Festival bliver en aftenkoncert på Open Air, vil de helt sikkert tiltrække et endnu større publikum - det fortjener de.

'Lyden er klassisk. Tidløs. Værd at lytte til.

Annonce
Tide Lines Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce