Annonce
Tønder

Tidløse Tide Lines

Tide Lines' kæmpede lidt mod spilletidspunktet søndag eftermiddag, men tog kampen flot op på Open Air. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Tidspunktet søndag eftermiddag var mod Tide Lines, men det tog skotterne ikke så tungt.

TØNDER FESTIVAL: Tidspunktet er lidt utaknemmeligt: Søndag eftermiddag, hvor flere festivalgængere allerede har pakket campingvognen og er på vej nordpå tilbage til deres civile liv, mens en stor del af de resterende slikker sårene efter lørdagens udskejelser.

Til gengæld er vejret gunstigt, og i timerne op til Tide Lines’ koncert på Open Air-scenen fyldes plænen langsomt af folk, som nyder solen og den stille summen af pladsens musik blandet med rustne stemmer.

Det er dog ikke alene solen, der trækker, for bandet fra det skotske højland er ikke hvem som helst, og fra første guitarstrøg har de godt fat i publikum. Robert Robertsons store stemme er fløjlsblød at lytte til, og de klassiske folkemusik-fraseringer, leder instinktivt ens tanker på rejse til de store, grønne sletter og højdedrag. Sangene består af gode, fængende melodier og poetiske tekster - stort set alle med enkle omkvæd, som er nemme at synge med på, hvilket også flittigt sker foran scenen.

Der lyttes dog også intenst fra de allerbagerste rækker på bakken, hvor folk klapper efter hvert eneste nummer. Det er skønt at mærke og høre et strejf af den gamle, gæliske kultur, og især sækkepiben er tydeligvis populær på de få numre, den er i spil. Sammenligningen med Runrig er let at få øje på, og hvis Tide Lines’ næste koncert på Tønder Festival bliver en aftenkoncert på Open Air, vil de helt sikkert tiltrække et endnu større publikum - det fortjener de.

'Lyden er klassisk. Tidløs. Værd at lytte til.

Annonce
Tide Lines Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce