x
Annonce
Indland

Tidligere formand om Radio24syv-sag: Nævn brugte for kort tid

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Der var ikke afsat nok tid til ordentligt at behandle ansøgninger til dab-udbud, lyder ny kritik af processen.

Radio- og tv-nævnet møder på ny kritik for sin håndtering af det omdiskuterede dab-udbud. Udbuddet gik til Loud frem for blandt andet Radio24syv.

Annonce

Denne gang er det en tidligere formand for nævnet, Christian Scherfig, som er ude med riven.

Det skriver Berlingske.

Ifølge Christian Scherfig, som var formand for nævnet fra 2004 til udgangen af 2012, afsatte nævnet ikke nok tid af til at behandle ansøgningerne ordentligt.

- Det ikke er ret meget tid, som nævnet har haft til rådighed til at lave en ordentlig, dybdegående vurdering af hvert enkelt delkriterium i ansøgningerne, når der er sat så relativt kort tid af til det pågældende møde.

- Et møde i Radio- og tv-nævnet varer typisk tre timer. Og 11 punkter på dagsordenen på denne dag er meget, i forhold til at man skal nå at behandle mødets allervigtigste punkt - nemlig gennemførelsen af udbuddet og stillingtagen til indkomne ansøgninger, siger Christian Scherfig til Ritzau.

Ifølge dokumenter, som Berlingske er i besiddelse af, blev dab-udbuddet formelt truffet af Radio- og tv-nævnet.

Men det var efter en indstilling fra nævnets sekretariat. Det består af embedsfolk under kulturminister Joy Mogensen (S).

Embedsfolkene foreslog, at Loud skulle vinde udbudskonkurrencen. Nævnet valgte at følge anbefalingerne.

Nævnets fremgangsmåde finder Christian Scherfig mærkværdig. Han er i dag partner i advokatfirmaet Lundgrens.

- Det er bemærkelsesværdigt, at ordlyden stort set ned til punkt og prikke er den samme fra indstilling (fra embedsværket, red.) til den endelige afgørelse.

- Det er meget sjældent - i hvert fald i min tid som formand - at en indstilling bliver båret igennem ord for ord, uden at der undervejs bliver foretaget ændringer, siger han.

I dag er Caroline Heide-Jørgensen formand for Radio- og tv-nævnet. I en skriftlig kommentar til Berlingske affærdiger hun kritikken.

- Radio- og tv-nævnet har substansbehandlet sagen og vurderet ansøgningerne ud fra alle de krav og kriterier, som fremgår af udbudsbekendtgørelsen og udbudsmaterialet.

- På mødet den 22. oktober har vi i detaljer gennemgået ansøgningerne og indstillingen. Og vi har i høj grad forholdt os til substansen, skriver hun til avisen.

Hun har tidligere understreget, at det er helt normal procedure, at sekretariatet udarbejder indstillinger, som nævnet behandler og drøfter på et møde.

/ritzau/

Link til artiklen på Berlingskes hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Kolding

Se byrådets møde live på Facebook

Annonce