Varde Kommune: Leif Jørgensen, den tidligere formand for Skovlund-Ansager Hallen, har politianmeldt alle haller i kommunen, som modtager lokaletilskud.
Derudover er Varde Kommune blevet anmeldt til politiet for manglende tilsyn med udbetaling af lokaletilskud.
I en mail udsendt til bestyrelsesformænd og halinspektører i alle haller i Varde Kommune står følgende om politianmeldelsen:
"Det sker som konsekvens af, at Varde Kommune ikke har eksekveret byrådets beslutning om konsekvent at anmelde bevidst misbrug af de midler, som stilles foreninger og haller til rådighed - i dette tilfælde lokaletilskud."
Leif Jørgensen er selv blevet afhørt af politiet i forbindelse med, at det i januar 2021 kom frem, at Skovlund-Ansager Hallen blev anmeldt for mulig svindel med kommunalt tilskud.
Mere end 15 måneder senere er der stadig ikke faldet dom, og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er sagen videregivet til anklagemyndigheden, hvor den i øjeblikket er til juridisk vurdering.
Leif Jørgensen, tidligere formand for Skovlund-Ansager Hallen og manden bag politianmeldelsenNår politikerne vedtager en regel, så skal der ikke være en minimumsgrænse, og når jeg kan se, at der er andre haller, der har sæsonbooking på samme måde som os, så skal der være retfærdighed.
Sagen kort
I januar 2021 blev den daværende bestyrelse for Skovlund-Ansager Hallen politianmeldt for at svindle med kommunalt lokaletilskud.
Hallens bestyrelse sagde, før sagen blev politianmeldt, at metoden med faste sæsonbookinger var almindeligt brugt i hallerne i Varde Kommune, og at det havde været sådan i en længere årrække.
Foruden delen med sæsonbookinger er der også det, som af Varde Kommune er blevet kaldt "fiktive timer". Det dækker over arrangementer, som i fakturaer tilsendt Varde Kommune er blevet omdøbt, så begivenheder, der ellers ikke var tilskudsberettigede, gik under navne som eksempelvis "halleje".
To af dem, der har været til afhøring hos politiet i forbindelse med sagen, er Leif Jørgensen, daværende formand for Skovlund-Ansager Hallen, og Bent Haahr, som dengang var halbestyrer.
Førstnævnte har nu valgt at politianmelde alle haller samt Varde Kommune.
Stå ved deres ord
JydskeVestkysten har spurgt Leif Jørgensen, hvorfor han har valgt at politianmelde Varde Kommune og samtlige haller.
- Det har jeg gjort, fordi jeg i vores sagsgennemgang i anmeldelsen af Skovlund-Ansager Hallen kan se, at andre haller nævner, at de har sæsonbooking, ligesom vi har haft og også står ved. Når politikerne vedtager en regel, så skal der ikke være en minimumsgrænse, og når jeg kan se, at der er andre haller, der har sæsonbooking på samme måde som os, så skal der være retfærdighed, siger Leif Jørgensen, der dog ikke vil pege på, hvilke haller det konkret drejer sig om.
Et referat fra et SIV-møde udtaler blandt andre Form og Fritid i Nørre Nebel, at de har opkrævet halleje i september fra fodboldklubben, selvom aktiviteterne først starter medio september.
SIV er en sammenslutning af alle idrætshaller i Varde Kommune, og hver hal har en repræsentant siddende i rådet.
- Der er haller, som har sæsonbooking på samme måde, som vi har gjort. Det kan vi se i mødereferater, hvor hele sagen er blevet undersøgt. I øvrigt er det tankevækkende, at Varde Kommune har kunnet spare cirka 850.000 kroner vedrørende manglende udlejning af haltimer i de sidste to år, siger han og tilføjer:
- Politikerne skal stå ved deres ord. Så når de banker os på plads i Skovlund-Ansager Hallen, så skal de også kigge indad og se på, om der er andre haller, der har kørt det på samme måde. Der føler jeg ikke, at forvaltningen har undersøgt de andre haller lige så meget, og det er derfor, at jeg nu har politianmeldt både kommunen og hallerne.
Kunne have set det
Leif Jørgensen fortæller videre, at han håber, at politikerne overholder det, de har sagt i byrådet, nemlig at de, der måtte udnytte kommunale tilskud, også bliver straffet.
- Jeg håber, at politikerne tager sig sammen og gør det, de har sagt på et byrådsmøde. Vi er interesserede i, at der kommer en anden indfaldsvinkel, og derfor har jeg valgt at politianmelde.
Ifølge ham er Varde Kommune selv skyld i, at der i dag er kommet en sag ud af det.
- Hvis Varde Kommune havde lavet de tilsyn, den er forpligtiget til jævnfør Folkeoplysningsloven, så kunne de se, at der er for mange timer flere steder. Varde Kommune har haft så mange chancer for at lave tilsyn i deres haller, og de kunne have fundet ud af det for lang tid siden, afslutter Leif Jørgensen.
Undrer sig i Nørre Nebel
Eva Mastrup, formand for Form og Fritid Nørre Nebel, fortæller:
- Vi hørte om det i fredags, og vi blev da meget forundrede her i Nørre Nebel. Vi undrer os over, at der kommer en politianmeldelse, men bliver der en en sag ud af det, skal de være hjerteligt vedkommen. Sådan er livet, og vi må tage den derfra. Vi kan ende med at bruge en del ressourcer på at kigge det hele igennem igen, men det må vi jo gøre.
Formanden bekræfter, at hallen har kørt med sæsonbookinger fra 1. september til 31. marts.
Også Varde Kommune har fået en politianmeldelse mod sig.
Thomas Jaap, direktør for plan, kultur og teknik, siger følgende, da avisen ringer for at høre, hvad han tænker om, at også Varde Kommune er blevet anmeldt:
- Vi er trygge ved, at politiet nok skal tage sig godt af denne sag og det, der måtte komme ud af den.
Hvad siger I til beskyldningerne om, at I ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn?
- Vi mener, at vi har ført det tilsyn, som skal føres i den konkrete sag.
Nye artikler de kommende dage
JydskeVestkysten vil i de kommende dage bringe flere artikler om sagen i Skovlund-Ansager Hallen.
Leif Jørgensen, tidligere formand for bestyrelsen, samt Bent Haahr, tidligere halinspektør, står for første gang frem og fortæller deres side af historien.
De retter heftig kritik mod både Ansager Idrætsforening og Varde Kommune. Derudover fortæller de om de personlige konsekvenser, som det har haft for dem.