Annonce
Kolding

Ny sportsgren hitter i Spanien - nu bringer håndboldstjerner den til Kolding

De tidligere håndboldspillere Lars Krogh Jeppesen (th), Anders Oechsler (tv) og Søren Stoklund har stiftet et selskab, der baner vejen for et indendørs padel-center, der er en mellemting imellem tennis og squash. Foto: Søren Gylling
Det er en blanding af tennis og squash, og en sportsgren hvor alle kan være med. Padel vokser hurtigt i flere europæiske lande, og det er allerede kæmpestort i Spanien. Nu får Kolding også et padel-center.

Kolding: Banerne skyder op i København og Aarhus, og snart er Kolding også med på bølgen, når byens første padel-baner åbner. Sporten er en mellemting mellem tennis og squash, men banen er mindre end en tennisbane og omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.

Nu har de tidligere håndboldspillere Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund stiftet et selskab, der baner vejen for et indendørscenter i Kolding med fire baner. De mødte hinanden på håndboldbanerne som med- og modspillere, men nu står de sammen om at få Kolding til at spille padel. Banerne er bestilt, og går det efter planen, står de klar i løbet af maj eller juni på C. F. Tietgens Vej ved siden af trampolinparken Jump It.

- Det er først og fremmest et sjovt spil, som du lynhurtigt bliver fanget af. Det er skide sjovt. Og så har det fanget os, at alle kan være med. Seniorer og børn kan være med. Det er meget skånsomt for dine led, så selv om du måske har en lille skavank, så kan du være med og spille lange dueller. Skal du spille tennis, skal du have et vist niveau for at få gang i spillet. Her kan man starte fra nul og lynhurtigt være med, siger Lars Krogh Jeppesen, der i dag er kommentator på DR og underviser. Søren Stoklund er direktør i den omrejsende gymnastikgruppe Flying Super Kids, og Anders Oechsler er ejendomsmægler i Home i Kolding.

- Når du har spillet en time, så kan du spille padel. Selvfølgelig vil der være forskel i niveau, men det er en sportsgren, du hurtigt kommer i gang med. Du får hurtigt gang i nogle sjove dueller.

Søren Stoklund.

Annonce

Sjove dueller

De tre kammerater har spillet padel i Spanien, men inspirationen til at åbne deres eget center har de fået fra den tidligere svenske landsholdsspiller Pelle Linders. I Sverige har sporten boomet, og kammeraterne har fået blod på tanden, efter at Linders åbnede et padelcenter i Göteborg.

- Når du har spillet en time, så kan du spille padel. Selvfølgelig vil der være forskel i niveau, men det er en sportsgren, du hurtigt kommer i gang med. Du får hurtigt gang i nogle sjove dueller, siger Søren Stoklund.

Typisk spiller man double, og centret etablerer et onlinebookingsystem, hvor man kan blive matchet med spillere på ens eget niveau. I udgangspunktet er centret ubemandet, og banerne bookes online.

- Vi håber selvfølgelig, at det er noget, uddannelsesinstitutioner og skoler finder interessant, og så håber vi, at erhvervslivet bakker op. Vi håber selvfølgelig, at folk vil tage imod med åbne arme, siger Lars Krogh Jeppesen.

Annonce

Rider på bølge

De tre gutter er ret sikre på, at de har ramt noget og henviser til Sverige, hvor antallet af baner er vokset fra nul til 80 på fem år. I Danmark er der i dag 30 uden- og indendørs baner i starten af året.

- Det er noget folk bliver bidt af, og vi er ret sikre på, at det er en sportsgren, der vil vokse i Danmark de kommende år. Det er vores klare oplevelse. Så går der ikke fem år i Danmark, før vi er på niveau med Sverige, siger Anders Oechsler.

Kort om padel

  • Padel stammer fra Mexico og har de senere år bredt sig hastigt i Europa. Det er blandt andet en stor ting i Sydeuropa, blandt andet i Spanien. Padel spilles på en bane, der er 10 gange 20 meter. Der er et net på midten, og i banens ender er der bander.
  • Man slår til en tennisbold med et bat, bolden må ramme jorden én gang, og man må gerne slå bolden i banderne. Man spiller typisk double, altså fire personer på banen ad gangen.
  • Spillet er opfundet i Mexico i 1969 og kom til Spanien i 1974. I dag er det Spaniens næststørste idrætsgren målt på antallet af udøvere. Herfra spredtes padel til hele Argentina og senere til resten af Sydamerika. Det første padelforbund blev oprettet i Argentina.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Spejdercenter efterspørger den gode gerning fra Vejdirektoratet i grotesk skiltesag

Erhverv For abonnenter

Kunde fik 300 kroner for et P. S. Krøyer-værk: Er det rimeligt, at antikvitetshandleren nu sælger det for 7.000 kroner?

Annonce