Annonce
Udland

Tidligere præsident Lula står foran chokløsladelse i Brasilien

Rodolfo Buhrer/Reuters
Højesteretsdom kan betyde, at Lula, der afsoner 13 års fængsel for korruption, sættes på fri fod.

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva, der afsoner knap 13 års fængsel for korruption, står måske over for at blive løsladt.

Det er blevet muligt efter en kontroversiel afgørelse i landets højesteret.

Snesevis af Lulas tilhængere har fredag samlet sig foran politiets føderale hovedkvarter i den sydlige by Curitiba.

Her har den tidligere venstreorienterede præsident siden april sidste år afsonet sin straf.

- Sæt Lula fri, står der på skilte, som de holder op.

Lulas advokat, Cristiano Zanin, har bedt om, at han løslades straks.

- Vi har allerede indgivet en anmodning, og vi vil tale med (den føderale dommer red.) Carolina Lebbos om det, siger han.

Zanin har besøgt Lula i fængslet fredag. Han siger, at den tidligere præsident og fagforeningsleder var "meget afklaret" - at højesteretten har givet ham "håb om, at retfærdigheden vil ske fyldest".

Lula har på intet tidspunkt erkendt sin skyld. Han er dømt for at lade store byggefirmaer renovere et sommerhus til ham.

Lula er blandt flere tusinde dømte, som kan stå over for at blive løsladt, efter højesteret natten til fredag omstødte en tidligere bestemmelse. Den siger, at kriminelle skal fængsles, lige så snart den første appel til en domstol er afgjort, uden at den sagsøgte får medhold.

Det betyder, at dømte har ret til at være på fri god, indtil deres sidste ankemulighed er udtømt ved flere retsinstanser. Det er en proces, der ifølge kritikere kan vare i årevis, hvis de tiltalte har råd til at hyre dyre advokater.

Højesteret tog beslutningen med seks stemmer mod fem. Mange af dem, som den berører, blev anholdt under den meget store operation mod korrupte forretningsfolk og politikere, der blev indledt i 2014 med tilnavnet Bilvask.

Brasiliens justitsminister, Sergio Moro, siger, at brasilianerne må respektere afgørelsen. Det var Moro selv, der som særlig anklager ledte operation Bilvask og var med til at sende Lula i fængsel.

Lula er stadig en meget afholdt politiker blandt de mindre bemidlede i Brasilien. Han ledte landet gennem et økonomisk boom under sin tid som præsident fra 2003 til 2010.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce