Esbjerg: Den gamle Dat-Schaub-grund på Storegade 88 har i adskillige år været udlagt som erhvervsgrund, men lige nu pågår en storstilet forvandling, så det i fremtiden - forhåbentlig - bliver til et attraktivt boligområde samt et område til butikker. Dagligvarekæden Løvbjerg har blandt andet allerede udset sig den gamle slagteri-grund som næste sted, hvor kæden vil etablere sig.
Det nye område og vejsystem skal dog også have tildelt et vejnavn, og efter anbefaling fra både bygherre og Lokalråd Esbjerg øst nikkede medlemmerne af Plan & Byudviklingsudvalget for nylig ja til, at området fremover skal hedde Schaubparken.
- Hele området er jo i folkemunde kendt som den gamle Dat-Schaub grund, så i udvalget synes vi også, at det er et godt navn. Faktisk gav punktet anledning til en god snak om, hvor navnet Dat-Schaub egentlig stammer fra, fortæller udvalgsformand Henning Ravn (V), der føler sig ret overbevist om, at der ikke findes andre steder i landet, hvor navnet Schaubparken figurerer.
Andre navne også i spil
En række alternative forslag til det nye vejnavn var også indkommet fra blandt andre lokalrådet. Det var Rosenparken, Alléparken og Østparken, men Rosenparken blev vurderet at være uhensigtsmæssigt, da boligbebyggelsen vest for området har samme navn.
Henning Ravn, formand for Plan & ByudviklingsudvalgetFaktisk gav punktet anledning til en god snak om, hvor navnet Dat-Schaub egentlig stammer fra.
Forslaget Schaubparken har desuden været forelagt SDFE (Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering) som skal godkende nye vejnavne. SDFE godkender vejnavnet, men anbefaler samtidigt, at kommunerne bør undgå at vejnavngive efter for eksempel firmanavne.
Teknik & Miljø vurderer dog, at i dette tilfælde er det foreslåede vejnavn mere historisk betinget, end at det relaterer sig til et bestemt firma, og derfor har Teknik & Miljø også indstillet til udvalget, at navnet godkendes.