Annonce
Aabenraa

Tilbage i skole: Udvalgte elever får tilbud om ekstra hjælp

Aabenraa Kommunes skolechef, Rasmus Andreassen, har bedt samtlige skoler oprette et tilbud med ekstra hjælp til de elever, der har behov for det. Arkivfoto: Claus Thorsted
På alle folkeskoler i Aabenraa Kommune bliver der nu tilbudt ekstra hjælp på skolen til de elever, der har behov for det. Det bliver dog samlet kun en meget lille gruppe.

Aabenraa: I første omgang drejede det sig om nødpasning af de elever, hvis forældre opfyldte kriterierne for at komme i betragtning til den hjælp, og som ikke har kunnet finde alternativer.

Nu tager folkeskolerne i Aabenraa Kommune så skridtet videre. Torsdag morgen skal alle skoler være klar til ikke bare at passe, men også undervise elever på alle alderstrin, der har behov for det.

Det er skolechef Rasmus Andreassen, der har truffet den beslutning, efter det blev klart, at skolerne tidligst åbner igen tirsdag den 14. april.

- Der er selvfølgelig nogle børn i udsatte positioner, som vi er særligt bekymrede for. Vi skal sikre os, at de ikke kommer bagefter. Derfor skal skolerne nu tilbyde dem den hjælp, hvis det er det, de har brug for, forklarer skolechefen.

Rent praktisk er det foregået sådan, at skoleforvaltningen i samarbejde med medarbejderne i børn- og familie har lavet en liste over børn, hvor der kan være grund til bekymring. Den er blevet på 44 navne.

- Det er dog ikke dem alle, der kommer med i lektieordningen. For det er jo ikke sikkert, der er hold i bekymringerne. Der var for eksempel ét barn på listen, hvor det viste sig, at selv om der er udfordringer i familien, så var alle lektier lavet, forklarer Rasmus Andreassen.

Annonce

Klar til sprogprøve

  • Blandt de elever, der nu får en ekstra hjælpende hånd med lektierne, er de seks elever i 0. klasse på Høje Kolstrup Skole, der endnu ikke har bestået den obligatoriske sprogprøve.
  • Den skal de nemlig bestå senest til sommer for at få lov til at fortsætte i 1. klasse, fordi Høje Kolstrup-bydelen inden for de seneste tre år har været på listen over udsatte boligområder.

Travle forældre

Ud over de elever, forvaltningen har peget på, har skolechefen også opfordret skolerne selv til at se på, om andre elever har brug for ekstra støtte til lektier. Det kan eksempelvis være elever, hvor begge forældre har så travlt med at arbejde, at de har svært ved at give den fornødne hjælp derhjemme, eller hvis en elev har andre problemer, som gør det svært at fokusere på skolen.

- Men det bliver samlet kun en meget lille gruppe, vi kommer til at åbne dørene for, forudser skolechefen.

Generelt er hans indtryk nemlig efter den første halvanden uge med fjernundervisning, at lærerne rundt på de enkelte skoler gør en stor indsats for at få alle med.

Det bekræfter en række skoleledere, som JydskeVestkysten har været i kontakt med. Søren Buchholdt på Bolderslev Skole fortæller, at lærerne kontakter alle familier for at få feedback, om hjemmeundervisningen fungerer, eller om der er udfordringer, skolen kan hjælpe med.

Lærere holder kontakten

Også på Kongehøjskolen sørger lærere og pædagoger så vidt muligt for at have kontakt til alle elever.

- Hvis man kan se, at eleven ikke er aktiv, kontaktes forældrene for på den måde at kunne støtte eleven bedst muligt, forklarer skoleleder Vibeke Domar Fischer, mens Morten Heilmann Sørensen fra Tinglev Skole oplyser, at alle lærere tjekker op på, om eleverne er i gang med deres opgaver, og så får nogle også ekstra opmærksomhed:

- Nogle lærere er i daglig kontakt med elever, som er sårbare, og andre har aftalt tidspunkter med forældrene, hvor de ringer sammen og snakker om nogle af de udfordringer, der er.

Skolechef Rasmus Andreassen får først torsdag et samlet overblik over, hvor mange elever der kommer med ind under ordningen med ekstra støtte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

Haderslev

Gravene skal have en plan

Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Sydjylland For abonnenter

Signe og Sebastiam efterlyser bedre job- og uddannelsesmuligheder: Ellers flygter unge fra regionen

Annonce