Annonce
Fodbold

Tilbage på banen: Rafael van der Vaart snører støvlerne

Rafael van der Vaart får en testemonial match i Hamborg i oktober, og han mener selv, at det vil være godt nok at komme en smule i form til den kamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den tidligere verdensstjerne indstillede karrieren sidste efterår, men torsdag aften er han tilbage på grønsværen. Og det er der én bestemt årsag til.

Formen er helt sikkert ikke den bedste, men Rafael van der Vaart glæder sig alligevel til, at han igen skal ud at spille en fodboldkamp.

Torsdag aften er han med på EfB’s serie 4-hold, når der er lokalopgør i Veldtofte Idrætspark mod FC King George.

- Jeg ser frem til det. Forhåbentlig har jeg da luft til nogle minutter, griner den 36-årige hollænder, der i en lang årrække var en verdensstjerne og spillede i klubber Ajax, Hamburger SV, Tottenham og Real Madrid.

Desuden nåede han ikke mindre end 109 landskampe for Holland og var blandt andet anfører i VM-finalen mod Spanien tilbage i 2010.

Rafael van der Vaarts sidste klub var EfB, og efter en lang række skader valgte han i begyndelsen af november sidste år at sige stop.

- Jeg orker ikke mere. Når jeg er lige ved at komme tilbage, bliver jeg sat tilbage af en ny skade. Jeg elsker stadig fodbolden, men kroppen kan bare ikke mere, sagde han ved den lejlighed til JydskeVestkysten.

Og der er én bestemt årsag til, at Rafael van der Vaart nu selv synes, at det er på tide at komme en smule i form igen.

- Søndag den 13. oktober er der arrangeret en testemonial match for mig på Volkspark i Hamborg. Og til den kamp vil jeg gerne kunne løbe bare en lille smule, griner han.

Annonce

En særlig plads

Det bliver en kamp mellem ”Rafa’s HSV Stars” og Rafa’s All Stars”. På All Star-holdet finder man tidligere landsholdskammerater som Edgar Davids, Patrick Kluivert, Arjen Robben, Wesley Sneijder, Clarence Seedorf og Robin Van Persie, mens tidligere HSV-spillere som Rost, Barbarez, De Jong, Guerrero, Jarolim, Holtby, Mathijsen, Trochowski og Atouba også har meldt deres ankomst.

- HSV har en særlig plads i mit hjerte. Jeg var i klubben to gange i løbet af min karriere, så den kamp ser jeg rigtig meget frem til.

Men først skal formen altså pudses lidt af.

Rafael van der Vaart bor i Esbjerg sammen med kæresten Estavana Polman, der spiller håndbold i Team Esbjerg. Sammen har parret datteren Jesslyn på to år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce