Annonce
Sønderborg

Kattepinen fortsætter: Ankestyrelsen afviser at tage stilling i plejehjemssag

Det udløste stormøder, talrige læserbreve og massiv presseomtale, da beboere og ansatte på Dalsmark Plejehjem fik at vide, at Sønderborg Kommune selv vil stå for driften. Arkivfoto: Timo Battefeld
Sønderborg Kommune kan ikke få svar på, om det var nødvendigt at fyre Danske Diakonhjem for selv at optage driften af Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs.

Rinkenæs: I et halvt år har Sønderborg Kommune ventet på en afgørelse fra Ankestyrelsen, der enten kunne retfærdiggøre byrådets beslutning om at opsige driftsaftalen med Danske Diakonhjem eller kunne give dem en mulighed for at gøre beslutningen om.

Nu er svaret der, og det er hverken fugl eller fisk: For kort fortalt skriver Ankestyrelsen til Sønderborg Kommune, at den ikke kan svare.

Ankestyrelsen kan ikke udtale sig om, hvorvidt Sønderborg Kommunes driftsaftale med Danske Diakonhjem lovligt kan fortsætte.

Ankestyrelsen kan heller ikke komme med en udtalelse om, hvorvidt byrådets beslutning om at hjemtage driften af Dalsmark Plejehjem var lovlig eller eje. Den kan dog konstatere, at beslutningen ikke fører til, at den vil rejse en tilsynssag over for Sønderborg Kommune.

Annonce
Tre måneder, det kunne vi leve med. Men et halvt år, hvor vi bare har spildt tiden. Det er rigtigt ærgerligt.

Stefan Lydal (DF), medlem af økonomiudvalget

Forventeligt

Sidst, men ikke mindst, vægrer Ankestyrelsen sig ved at skulle svare på, om Sønderborg Kommune kan trække sin opsigelse af Danske Diakonhjem tilbage. ”Det er det spørgsmål af aftaleretning karakter, der falder uden for Ankestyrelsens kompetence”, er svaret.

- Det kunne jeg have sagt fra starten. Det var spild af tid at spørge Ankestyrelsen, lyder kommentarer fra Stefan Lydal, (DF) medlem af økonomiudvalget.

Han håber, at et flertal af byrådet nu kan blive enige om at annullere opsigelsen og lade Danske Diakonhjem fortsætte driften.

- Ja, det var jo ikke overraskende. Vi har hele tiden været uforstående over for, hvad vi kunne få ud af at spørge Ankestyrelsen andet end, at man kunne parkere problemet for en tid, siger Peter Hansen (V), også medlem af økonomiudvalget.

Venstre ønsker, at Danske Diakonhjem får lov at fortsætte.

- Alternativet er et udbud, hvor vi lægger vægt på, at plejehjemmet skal drives som i dag og af nogle med mangeårig erfaring, siger Peter Hansen.

Diakonhjem klar

Ankestyrelsen skriver i sit svar, at politikerne kan spørge Klagenævnet for Udbud om, hvorvidt nævnet helt eller delvis kan tage stilling i sagen. Det afviser både Venstre eller Dansk Folkeparti.

Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti afventer en orientering om sagen på økonomiudvalgets næste møde onsdag:

-Hvis der er juridisk grundlag for det, ser vi også gerne, at Danske Diakonhjem fortsætter driften. Vi har hele tiden betvivlet, at det var nødvendigt at opsige samarbejdet. Men da byrådet traf beslutningen, sagde alle faglige papirer noget andet, forklarer Stephan Kleinschmidt, som gerne vil sikre sig, at byrådet træffer en beslutning på et lovligt og tilbundsgående belyst grundlag.

Emil Tang, direktør for Danske Diakonhjem, venter også på udfaldet af økonomiudvalgets drøftelse:

- Vi forventer selvfølgelig, at Sønderborg Kommune nu meddeler os, at man gerne vil fortsætte samarbejdet. Vi er i hvert fald klar, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Esbjerg

Vinderprojekt for Museumspladsen møder modstand fra borgerlige byrådspartier

Annonce