Annonce
Indland

Tildækningsforbud har udløst 13 bøder på et halvt år

Medlemmer af gruppen "Kvinder i Dialog" protesterer mod tildækningsforbuddet ved at bære niqab.

Politiets opgørelse viser, at der er indgået mere end 100 anmeldelser om overtrædelse af tildækningsforbuddet.

1. august sidste år trådte et nyt tildækningsforbud - populært kaldet burkaforbuddet - i kraft.

Fra den dato har det været ulovligt at bære niqab, burka, masker eller huer, der dækker hele ansigtet, i det offentlige rum.

En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at der er registreret 109 anmeldelser af overtrædelser af forbuddet. Opgørelsen er lavet for Justitsministeriet i forbindelse med et udvalgsspørgsmål fra Martin Henriksen (DF).

Anmeldelserne - og politiets indsats i forbindelse med eksempelvis paskontrol - har med udgangen af januar videre udløst 22 sigtelser og 13 bøder.

Derudover konstaterer politiet, at der har været episoder, hvor lovovertrædere er blevet gjort opmærksom på reglerne, uden at det har udløst en sigtelse eller bøde. Det skyldes, at de enten har fjernet tildækningen eller har forladt det offentlige rum.

- Når man tæller antallet af sigtelser, bøder og tilfælde, hvor folk er sluppet med en formaning, så synes jeg faktisk, at vi ligger ret højt.

- Nogen har forsøgt at tale det ned og sagt, at brugen af niqab eller burka i Danmark er begrænset. Men tallene viser, at der er noget at komme efter, siger Martin Henriksen.

Han har tidligere været kritisk over for politiets indsats, da det kom frem, at 72 anmeldelser kun havde ført til én bøde. Men det billede har ændret sig.

- Jeg synes, at de nye tal tyder på, at politiet griber det fornuftigt an nu.

- Det er fint, at en politimand i situationen vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at give en bøde, hvis bare han får det stoppet.

- Det peger i retning af, at politifolkene bruger deres sunde fornuft, samtidig med at de sørger for, at intentionerne i loven bliver fulgt, og at der ikke bliver set igennem fingre med det, siger han.

Dansk Folkeparti fremsatte i januar et forslag om at forbyde religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte.

Der var dog inden andre partier, der tilsluttede sig forslaget, da det blev førstebehandlet i Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce