Annonce
Regionalt

Tilfredshed på UC Syd trods færre ansøgere

UC Syd-rektor Birthe Friis Mortensen kan notere et lille fald i søgningen til skolens uddannelser i år.
Da ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb søndag, havde UC Syd modtaget 2184 ansøgninger fra unge, der har valgt UC Syd som deres førsteprioritet. Det er et fald på 3,9 procent i forhold til ansøgertallet i 2019.
Annonce

Selvom der grundet covid-19 var en forventning om et højere ansøgertal, glæder det stadig rektor Birthe Friis Mortensen, at interessen for UC SYD's uddannelser forsat er stor.

- Overordnet er vi tilfredse med ansøgertallet, der kun falder ganske lidt fra sidste år. Vi kunne godt have ønsket os, at flere unge havde benyttet sig af muligheden for at søge netop i år, hvor der er stillet ekstra studiepladser til rådighed som følge af coronakrisens samfundsmæssige konsekvenser. Men på flere af uddannelserne stiger søgningen, og vi er især glade for den stigende interesse for bioanalytiker-, laborant- og læreruddannelsen, siger Rektor Birthe Friis Mortensen i en pressemeddelelse.

- Erfaringen fra tidligere år viser, at der for mange uddannelsers vedkommende kommer et efteroptag hen mod september/oktober. Så i en periode med faldende ungdomsårgange er det tilfredsstillende, siger rektoren.

Annonce

Flere vil være bioanalytiker

En af de uddannelser, der har oplevet den største procentvise stigning, er bioanalytikeruddannelsen, der er har fået 30 procent flere ansøgninger i år end sidste år. Under coronakrisen er der mange, der har fået øjnene op for bioanalytikerne, som har haft en vigtig rolle i Danmarks test-strategi. Den store opmærksomhed på bioanalytikernes arbejde kan være en del af forklaringen på uddannelsens stigende popularitet.

Som følge af covid-19 har uddannelsen også fået tildelt ekstra studiepladser.

Annonce

Laborant er årets højdespringer

Også laborantuddannelsen har oplevet en stor fremgang i ansøgerantallet, med en stigning på over 60 procent i forhold til 2019.

Hele 331 har valgt læreruddannelsen som deres førsteprioritet, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til sidste år.

En af de store overraskelser er interessen for netuddannelser, der alle har oplevet en fremgang. På UC Syd tilbyder man netuddannelser på lærer-, pædagog- og sygeplejestudierne.

Fremgangen kan formentlig forklares med, at coronakrisen har åbnet øjnene for den digitale undervisning.

- Vi ser også en spændende tendens i stigning på de netbaserede uddannelser. En tendens der er landsdækkende, men hvor UC Syd samtidig har en mangeårig stærk erfaring at trække på, idet vi var den første professionshøjskole, der udbød netbaserede professionsuddannelser, siger Birthe Friis Mortensen.

De mest populære uddannelser

De fire mest søgte uddannelser hos UC SYD i år:

1: Pædagoguddannelsen: 629 førsteprioritetsansøgere.

2: Læreruddannelsen: 331 førsteprioritetsansøgere.

3: Sygeplejeuddannelsen: 286 førsteprioritetsansøgere.

4: Socialrådgiveruddannelsen: 244 førsteprioritetsansøgere.

Ledige pladser

28. juli får ansøgere gennem kvote 1 og 2 at vide, om de er optaget på en videregående uddannelse. I samme ombæring offentliggør vi på ucsyd.dk, hvilke uddannelser der har ledige pladser med start i september 2020 og februar 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce