Læserbrev: Jeg kender Mads som en beskeden, arbejdsom og humoristisk person – med dybe rødder i Venstre, der sikkert rækker helt tilbage til Grauballemanden.
Mads har begge ben i landbruget og har ikke ført sig frem. Han har da også fået den største medieomtale i forbindelse med U-vendingen i den kluntede sag om Skovlund-Ansager Hallen – og en uklædelig lokal stemmehvervning i lokalforeningen.
Uddrag af læserbrevetVil Mads kunne løfte sig udover den sognepolitik, der var med til at give ham posten?
Valget som Venstres førstemand var øjensynligt heller ikke et tilvalg – men et fravalg af en kvinde. Venstres borgmestertrone i Varde vakler mere end nogensinde. Hvad er Venstre i dag? Støjberg, Løkke eller Ellemann? Hvad er Venstre lokalt med Mads ved roret? Land – eller by-venstre?
Venstre vil forsøge at bære ham i guldstol ind til borgmesterstolen. Det er bare fire personer, der har været i kamp med ham, der bærer stolen. Vil Mads kunne løfte sig udover den sognepolitik, der var med til at give ham posten? Det skal han overbevise vælgerne i Varde om inden det kommende kommunalvalg i november – og ikke kun de 100, der til sidst gjorde udslaget for hans valg.
I Socialdemokratiet vil vi gøre alt, for at han får lejlighed til at prøve sine politiske kræfter af – og lur mig, om der ikke i den borgerlige lejr er kandidater fra andre partier, der også vil arbejde på at fravriste Venstre den traditionelle borgmesterpost.
Derfor tillykke til Mads og velkommen til den kommende armlægning om borgmesterposten i Varde.