Annonce
Esbjerg

Tilskuerne på Blue Water Dokken får bedre forhold

Inden den nye håndboldsæson begynder, er stolesæderne skiftet ud på begge langsider i nedre sektion. Arkivfoto: Martin Ravn
Arbejdet med at udskifte stolesæderne på de to langsider i nedre sektion er i fuld gang. Der bliver også opsat gelændere i nedre sektion for at højne sikkerheden, ligesom hallen dekoreres med smukke fotostater.

Esbjerg: Her i sommerferien bliver der arbejdet på at udskifte alle stolesæder på de to langsider i nedre sektion (sektion A og sektion C) på Blue Water Dokken. Arbejdet omfatter dog ikke stolene på de to mobile tribuner i enderne.

- De nye stole – og det drejer sig om cirka 750 – bliver en tro kopi af stolene i Granly Hockey Arena, som er af en langt bedre kvalitet. Udskiftningen kommer til at koste omkring 300.000 kroner, som betales af Sport og Event Park Esbjerg, som får stor ros af direktøren i Team Esbjerg Hans Chr. Warrer omkring samarbejdet.

- De nye stole betyder bedre forhold for vores tilskuere, sponsorer og fans, mens de gamle stole, som ikke er gået i stykker af for eksempel et hårdt skud, flyttes op på øvre repos og erstatter de grå stole, således at alle stolene på øvre repos bliver blå, fortæller direktøren.

Direktøren i Team Esbjerg oplyser også, at der desværre er sket nogle faldulykker i Blue Water Dokken, men at SEPE nu sørger for, at der bliver opsat nogle gelændere i nedre region, som højner sikkerheden.

Annonce

Et smukkere Dokken

Endelig glæder H.C. Warrer sig over, at hallen også bliver udsmykket med nogle flotte fotostater, således at Blue Water Dokken kommer til at se mere dekorativ ud. Der kommer store fotos af spillere både fra Team Esbjerg og Ribe- Esbjerg HH, men formentlig også fra en koncert, et badmintonstævne, floorball og gymnastikopvisning, således at billederne illustrerer den kultur og mangfoldighed, der er på stedet.

Også her får direktøren for SEPE, Niels Bækgård, ros for samarbejdet.

Fornyelserne skulle stå klar til den nye håndboldsæson, hvor Team Esbjerg spiller sin første hjemmekamp i begyndelsen af september mod Nykøbing Falster Håndbold.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce