Annonce
Kolding

Tiltale: Familiefar voldtog sin datter flere gange om ugen igennem fire år

Sagen mod den 65-årige kører tirsdag i Retten i Kolding. Den 65-årige risikerer desuden at skulle betale erstatning til sin datter. Arkivfoto: Camilla Rytz
En 65-årig mand fra Lunderskov skal tirsdag for Retten i Kolding tiltalt for adskillige voldtægter af sin datter. Den 65-årige er desuden tiltalt for at være i besiddelse af børneporno.

Lunderskov: I gennem en periode på fire år udsatte en 65-årig mand fra Lunderskov gentagende gange sin datter for voldtægt, mens datteren i samme periode kun var mellem otte og 12 år gammel.

Sådan lyder anklagen mod den 65-årige, der tirsdag skal for Retten i Kolding.

Ifølge anklageskriftet mod manden har han "talrige gange, herunder flere gange om ugen, haft andet seksuelt samleje med sin datter," som det lyder i anklagen, som JydskeVestkysten har fået aktindsigt i.

Her fremgår det også, at den 65-årige voldtog sin datter, mens de var i Thailand, og at manden "udnyttede sin fysiske og psykiske overlegenhed". Anklageskriftet beskriver desuden i detaljer, hvordan voldtægterne skulle være sket i en periode mellem 2010 og 2014.

Annonce

Straffeloven § 222

  • Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år.
  • Stk. 2.
  • Har gerningsmanden skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.
  • Stk. 3.
  • Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Børneporno

Den 65-årige har siddet varetægtsfængslet siden den 11. januar i år, hvor han blev fængslet ved et grundlovsforhør. Samme dag blev han ifølge anklageskriftet fundet i besiddelse af børneporno på adressen i Lunderskov.

Det fremgår således af anklageskriftet, at manden var i besiddelse af omfattende gengivelser af børn, der var seksuelt aktive. Ifølge anklageskriftet var der flere personer på videoerne herunder et barn på under 12 år.

Det fremgår ikke, om barnet på videoen var hans datter.

Op til 12 års fængsel

Den 65-årige fra Lunderskov risikerer flere års fængsel. Ifølge straffelovens paragraf 222, som manden er tiltalt efter, kan han straffes med helt op til 12 års fængsel.

Det kræver, at Retten i Kolding er enig i anklagen om, at den 65-årige voldtog sin datter ved hjælp af tvang, og at han udnyttede sin fysiske og psykiske overlegenhed over for hende.

I en lignende sag fra 2016 blev en 58-årig mand ifølge Ritzau idømt seks års fængsel for en stribe grove seksuelle krænkelser af en 14-årig pige. Den 58-årige blev dømt for at have udnyttet sin psykiske overlegenhed til at få hende til at imødekomme hans seksuelle lyster. Den 58-årige var desuden tidligere dømt for besiddelse af børneporno.

Sagen mod den 65-årige forventes afsluttet tirsdag, idet den kører som en tilståelsessag.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce