Annonce
forside

Tiltrængt med nuancer i debatten

Læserbrev: 5. februar søgte Mette Søndergaard her i JV at nuancere beskrivelsen af Asylcenter Hviding, hvilket der i den grad er brug for. Taget i betragtning, der bor knap 400 mennesker på asylcenteret - mange med ar på sjælen - finder vi som Søndergaard ikke de gennemsnitlige to politiopgaver om ugen alarmerende.

Alle sager som for eksempel en knust rude skal anmeldes til politiet, hvorfor en del er mindre sager. Ud af de anmeldte 221 sager har der i 25 tilfælde ikke været grundlag for at oprette en sag, og 11 er henlagt som interne.

Med hensyn til asylcenter Hviding fokuserer nogle politikere udelukkende på antallet af vagter af hensyn til borgerne i Hviding. Dem bekymrer vi os også om. Men hvis man vitterligt vil reducere uhensigtsmæssig adfærd blandt centrets beboere, må man også interessere sig for disses leveforhold. Selvom beboerne er blevet mere "ventetidsbelastede", er der ikke megen hjælp eller behandling til de voksne. Det skaber næppe færre konflikter, når folk bliver syge af de forhold, vi byder dem.

Trods dette har vi som politikere kun fået positive henvendelser om centeret. Mange borgere er rent faktisk trygge ved at bo i området. Derfor er de også kede af, at de negative historier får så meget fokus. Den overdrevne negative omtale risikerer at få store konsekvenser for området og indflydelse på alt lige fra boligpriser til oplevelsen af tryghed.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce