Annonce
Varde

Tina Paetau glæder sig til Ferie Camp for socialt udsatte

Tina Paetau (i midten) er glad for, at Café Paraplyen afholder Ferie Camp, så hun igen kan være social efter coronakrisen. Til højre er Anni Vindbjerg og til venstre Kent Ager, der begge er socialfaglige assistenter på værestedet. Foto: Kalle Kehlet
Café Paraplyen i Varde er normalt en uundværlig del af Tina Paetaus hverdag, men under coronakrisen har hun manglet fællesskabet. Tirsdag begynder så Digital Ferie Camp, hvor hun og 57 andre i Varde har tilmeldt sig. Her bliver værestedet for udsatte omdrejningspunkt for en masse sociale aktiviteter.
Annonce

Varde: - Det bliver rigtig godt for mig at være med til det her, fordi jeg kommer ud og er sammen med andre mennesker, siger Tina Paetau, 45, der normalt bruger Café Paraplyen hver uge.

Coronakrisen har været lang og hård for hende og mange andre af værestedets stamgæster, som ikke har kunnet bruge Café Paraplyen i samme omfang, som de plejer.

- Jeg og de andre i familieklubben har virkelig manglet at ses hver torsdag. Det er normalt en fast del af ugen, som vi glæder os til, siger Tina Paetau.

Familieklubben er en af grupperne i Café Paraplyen. Her mødes udsatte familier, heriblandt Tina Paetau og hendes datter, hver torsdag på værestedet, hvor de spiser sammen og hygger i hinandens selskab. Det har der dog ikke været mulighed for siden begyndelsen af marts.

Landsdækkende begivenhed

Derfor kommer denne uges begivenhed, Digital Ferie Camp, også som en tiltrængt anledning til at deltage i en masse sociale arrangementer. Det er første gang, at Café Paraplyen er med i afholdelsen af Ferie Camp, der er en årlig, landsdækkende begivenhed for væresteder med omkring 1700 deltagere. I år foregår de store fælles begivenheder digitalt via Facebook, men Café Paraplyen har arrangeret adskillige fysiske aktiviteter for de 58 tilmeldte i Varde.


Jeg glæder mig til det hele! Men jeg hopper nok lige fisketuren over.

Tina Paetau (46), Varde


Der vil i løbet af ugen blandt andet være mulighed for at deltage i banko, filmaften, fisketur, gåture, sangaften og mange andre aktiviteter. De tilmeldte bestemmer så selv, hvor meget de vil være med til.

- Jeg glæder mig til det hele! Men jeg hopper nok lige fisketuren over, griner Tina Paetau, der glæder sig over den store tilslutning.

Digital Ferie Camp

  • Digital Ferie Camp 2020 afholdes fra den 7. juli til den 10. juli
  • Ferie Camp er en årligt tilbagevendende begivenhed arrangeret af Landsforeningen af VæreSteder
  • Foreningen regner med 1700 socialt udsatte deltagende på landsplan i 2020
  • Normalt bliver det afholdt i Randers, men i år foregår de landsdækkende aktiviteter på Facebook grundet coronakrisen
  • De tilmeldte får måltider, digitale live-events og sociale aktiviteter på det lokale værested

Socialt behov efter corona

Anni Vindbjerg arbejder på værestedet som socialfaglig assistent. Hun føler, at coronakrisen har skabt et stort behov for social interaktion blandt stamgæsterne.

- Vi synes, det giver rigtig god mening med dette arrangement, fordi mange, der normalt kommer her, har manglet at komme ud og se andre mennesker, siger Anni Vindbjerg.

Det er Tina Paetau enig i. Hun har været meget alene under coronakrisen og glæder sig derfor til at se folk og komme ud igen.

- Det har været så kedeligt at sidde indenfor, så jeg tror, denne uge bliver fantastisk, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce