Annonce
Aabenraa

Tinglevs nye præst vender hjem til rødderne

Søren Wogensen (i midten) er uddannet på universitetet i Aarhus og var de første 11 måneder som nyuddannet præst ansat i skiftende vikariater i Haderslev Stift. Han var i Havnbjerg, Ulkebøl og Ullerup, inden han i vinteren 2010-11 vikarierede i Ensted Sogn. Arkivfoto

39-årige Søren Wogensen overtager 1. januar embedet som sognepræst i Tinglev. Efter mere end syv år i Vestjylland ville Haderslev-drengen atter sydpå.

Tinglev: Han er vokset op i Starup ved Haderslev. De seneste syv et halvt år har adressen imidlertid være vestjyske Vemb, hvor Søren Wogensen har været sognepræst i kirkerne Gørding, Vemb og Bur.

Ved årsskiftet rykker den 39-årige sognepræst atter mod syd. Han er ansat som ny præst ved Tinglev Kirke, der stod præsteløs, da Marianne Ring i august efter kun halvandet års virke meddelte, at hun ikke var faldet til og derfor havde søgt job på Langeland.

- Jeg havde tænkt, at tiden var inde til at komme længere sydpå, hvor det meste af min familie bor, og så dukkede muligheden i Tinglev op, forklarer Søren Wogensen, der blev den udvalgte blandt de fire ansøgere, menighedsrådet havde valgt ud til samtale og prøveprædiken.

Annonce

Det er da med blandede følelser, jeg skal sige farvel heroppe, men jeg regner da med, at jeg kommer til at sætte pris på lige så mange i Tinglev.

Søren Wogensen

Fra tre til en

Hvor han i sit nuværende embede passer tre sogne og tre kirker, er der i Tinglev som bekendt kun ét sogn og én kirke.

- Uden at det på nogen måde skal lyde, som om det er frygteligt at have tre sogne, så kan det af og til være svært at få enderne til at nå sammen, forklarer Søren Wogensen, der nok kun får én kirke at passe i Tinglev, men til gengæld er der det dobbelte antal sognebørn, nemlig 2600 - og den tyske menighed, der også bruger kirken, han skal samarbejde med.

- Dét ser jeg frem til at prøve. Her er der jo nogle helt særlige forhold i Sønderjylland, siger han og vil godt love, at kirkegængerne i Tinglev med ham på prædikestolen nok skal blive mindet på historien. Historie er nemlig ud over teologi hans helt store interesse.

Hunden flytter ind

Søren Wogensen har sin sidste prædiken i Vemb 31. december, men han satser på, han kan finde tid til at flytte ind i præstegården på Hovedgaden i Tinglev mellem jul og nytår.

- Julen er jo altid en travl tid for en præst, men det skulle nu alligevel gerne falde i hak med en flytning dér, siger den 39-årige præst, der da også kun har sig selv og sin hund, en labrador, at flytte på.

Der er indsættelsesgudstjeneste søndag den 6. januar for Søren Wogensen. Han afløser Ditte Friesleben, der har vikarieret i kirken de seneste tre måneder, og som i søndags blev indsat som ny præst i sognene Maugstrup, Jegerup og Vojens.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandaleramt omskæringslæge måtte trække sig fra Sygehus Sønderjylland: Nu huserer han andre steder i landet

Fodbold

Finnerne får deres EM-fest

Leder For abonnenter

JV mener om flystøj: Det kan staten ikke være bekendt

Det er en urimelig behandling, mange af naboerne til de kommende F-35 kampfly i Skrydstrup har udsigt til at få. Fredag præsenterede et bredt politisk flertal en aftale, som vil koste skatteyderne 250 millioner kroner i forskellige former for kompensationer til de støjramte naboer. Det er i sig selv mange penge, men det er dog kun godt en procent af det beløb, som staten bruger på selve købet af de 27 nye fly. Når man køber fly for 20 milliarder kroner, skal man også være parat til at betale en anstændig pris for at undgå, at naboer kommer i økonomisk klemme, fordi deres boliger vil falde i værdi. Man kan af gode grunde ikke på forhånd vide, hvad det værditab bliver, og derfor kan der ikke på nuværende tidspunkt afsættes et fast beløb. Men det gør det politiske flertal i en aftale, der ud over at være for nærig også er alt for firkantet. Staten vil tilbyde 117 boligejere tættest på flyvestationen, der bor i en såkaldt rød zone, at de kan få opkøbt deres ejendom. Til gengæld er der cirka 1500 beboere i en såkaldt gul zone lidt længere væk, som kun vil blive tilbudt en støjsikring til 70.000 kroner. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) forsvarer sig med, at der ikke er juridisk grundlag for at udbetale erstatning for det værditab, der måske vil blive på grund af den forøgede flystøj. Men så må det politiske flertal træde i karakter som lovgivere og sørge for, at dette juridiske grundlag bliver skabt. Det må selvfølgelig ikke blive et tag selv-bord for husejere, der bare vil kunne påstå, at de har fået et kæmpe værditab og derfor skal have en erstatning. Det skal være en uvildig instans, som konkret skal vurdere, om ejendommene i området kommer til at tabe mere i værdi, end de måske ellers ville have gjort, hvis der ikke var købt nye kampfly. Det vil betyde, at staten ikke på forhånd kan vide, hvad udgiften til at dække naboernes tab bliver. Men det er en regning, alle skatteydere må være parat til at betale.

Danmark

Agnes er dybt skuffet over flyerstatning: Det er fuldstændig uanstændigt

Danmark

Endelig plan for millionerstatning er landet: Støjramte F-35-naboer kan få 70.000 kroner i hånden

Annonce