Vejle: Tirsdagens smittetal slog alle rekorder.
6324 smittede det seneste døgn var det højeste antal danskere under coronapandemien, der var blevet testet positive samme dag.
Nøgleordet i den sætning er 'var'.
For allerede onsdag, få timer før statsministerens ventes at præsentere en række restriktioner klokken 18.30, var rekorden slået med flere hundrede nye smittede. Det viser dagens smitteopgørelse fra Statens Serum Institut.
Det samme gør sig gældende for Vejle Kommune, der tirsdag havde 400 nysmittede den seneste uge. Onsdag var tallet 441.
Det betyder, at incidenstallet, altså antal smittede per 100.000 indbyggere, nu er over 370, samtidig med, at Vejle Kommune rykker op fra en 85. plads til en 81. plads i oversigten over landets mest smittede kommuner.
Smidstrup i stå
Kigger man på smitten i de vejlensiske sogne, er der især ét, der nærmer sig Statens Serum Instituts bekymringsgrænse.
Det er Smidstrup Sogn, der tirsdag kun var yderligere fire nysmittede fra at blive anbefalet at indføre smittereducerende tiltag.
Onsdag har smitten i sognet dog ikke rykket sig, selvom den er taget til i flere andre sogne.
I Gauerslund Sogn er der 52 nysmittede den seneste uge, hvilket svarer til, at én ud af ti smittede vejlensere er bosat i sognet. Det viser opgørelsen fra Statens Serum Institut.
Men på grund af det høje indbyggertal i sognet er det ikke i nærheden af den bekymringsgrænse, Smidstrup i disse dage nærmer sig.
Ligesom tirsdag er der onsdag også fire sogne helt uden smitte, ifølge opgørelsen fra Statens Serum Institut.