Annonce
Vejen

Tisse-mænd på åben gade

Arkivfoto: Karol Kozlowski

Vejen: Natten til lørdag var en våd en af slagsen. I hvert fald var der nogle mandlige fodgængere i Søndergade i Vejen, som i aftenens løb måske havde fået lidt for meget at drikke – så meget, at de til sidst ikke mere kunne holde på vandet.

Klokken 01.50 spottede en af politiets patruljer, at en dreng på 17 år, havde stillet sig op og urinerede på åben gade, hvilket han straks blev sigtet for. Den sigtede er fra Brørup.

Fem minutter senere var den gal igen også i Søndergade. Denne gang var det ikke bare én, men to 17-årige drenge, der blev taget, mens de urinerede. Også de blev sigtet for at have overtrådt bekendtgørelsen om den offentlige orden. De to sigtede drenge er fra Esbjerg.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce