Annonce
Sport

Tjæreborg og byfesten spændte ben for Hviding IF/Kvik 70

Forud for weekendens sæsonafslutning er fem ud af syv hold i spil til at rykke op. Foto: Lars Johansen.
Hviding IF/Kvik 70 kunne have sikret minimum playoffkamp om oprykning, men dagen efter byfesten var det gæsterne fra Tjæreborg, der var skarpest.

Hviding: Muligheden for at rykke op og gøre comeback i serie 1 led et stort knæk for Hviding IF/Kvik 70, der forpassede chancen for at slå et lille hul i toppen af tabellen.

Gæsterne fra Tjæreborg IF var skarpest og vandt 2-0, mens værterne fra Hviding IF/Kvik 70 i momenter virkede til at være mærket af lørdagens byfest.

- Vi var ikke i nærheden. Der var nok gået lidt byfest i den. Vi var ikke til stede. Jeg er lidt skuffet over vores indsats, men vi, hverken trænere eller spillere, var til stede, siger Hviding IF/Kvik 70-træner Per Madsen.

Mens værterne ikke ramte dagen, så gjorde gæsterne fra Tjæreborg det.

- Vi spillede vel en af vores bedste kampe i år, udover at vi skulle have scoret nogle flere. Nu bliver det en sjov sidste kamp, hvor vi kan spille frit, siger spillende assistenttræner hos Tjæreborg IF, Kasper Køhlert.

Annonce

Alt på et bræt

Tjæreborgs sejr betyder, at stort set alt er i spil til de sidste spillerunder. Antallet af kampe der mangler, varierer mellem holdene.

Afstanden fra Vojens BI på femtepladsen og op til Hviding IF/Kvik 70 er efter søndagens kamp blot fem point. Dermed kæmper fem hold med må både førstepladsen, der giver direkte oprykning, samt playoffkampen om oprykning til serie 1.

I sidste spillerunde møder Hviding IF/Kvik 70 netop Vojens på udebane, mens der venter en gyser i Tjæreborg, når Midtals IF kommer på besøg til en kamp, der kan få afgørende betydning for, hvem der slutter i toppen af tabellen.

Hviding IF/Kvik 70 - Tjæreborg IF 0-2 (0-1).

Fodbold, serie 2.

Mål: 0-1 Jack Holt (9.), 0-2 Anders Carstensen (80.).

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce