Annonce
Tønder

TM Tønder vil jagte overraskelsen i svær udekamp

Michael Wollesen forventer en svær opgave søndag, når TM Tønder skal til Herning. Holdet har arbejdet på det defensive op til kampen. Foto: Flemming Andersen
Søndag skal TM Tønder en tur til Herning, hvor holdet spiller imod 1. divisions aktuelle tredjeplads, HC Midtjylland. Ifølge holdets træner bliver det en svær opgave.
Annonce

Tønder: Onsdag aften kunne TM Tønder-spillerne strække armene i vejret og synge sejrssang på banen, da man havde slået bundholdet SUS Nyborg. Allerede søndag skal holdet i aktion igen, når turen går til Herning, hvor HC Midtjylland venter. Ifølge Michael Wollesen, der er træner for TM Tønder, bliver det en helt anden opgave end kampen i midtugen.

- Midtjylland er et godt hold, det er derfor, at de ligger nummer tre i ligaen. Jeg tror, at det bliver en fysisk kamp med massere af fart på. De vil gerne drive tempoet op i kampene, hvor de dækker hårdt op og vil løbe en masse kontraangreb. Det skal vi være klar til at kunne stå imod, og så skal vi også selv turde at spille med fart den anden vej, siger Michael Wollesen.


Energiniveauet er højt, og det er også klart, at det har hjulpet en del, at vi vandt kampen i onsdags. Det har gjort, at spillerne kan holde modet oppe, det er der ingen tvivl om.

Michael Wollesen



HC Midtjyllands velspillende offensiv har haft indflydelse på træningen op til kampen for TM Tønder.

- Vi har primært fokus på forsvarsdelen op til kampen. Vi skal prøve at stå imod deres angrebsspil. De har et par dygtige bagspillere, der er sat ind i et fornuftigt koncept. Offensivt spiller de både seks mod seks, men faktisk også en del syv mod seks. Derfor har vi selvfølgelig kigget på, hvordan vi kan løse den udfordring og give os selv muligheden for at komme ud og løbe nogle kontraangreb imod dem. siger Michael Wollesen.

Annonce

God stemning

Trods det benhårde kampprogram med to kampe på blot fire dage, så er stemningen i TM Tønder-truppen god.

- Energiniveauet er højt, og det er også klart, at det har hjulpet en del, at vi vandt kampen i onsdags. Det har gjort, at spillerne kan holde modet oppe, det er der ingen tvivl om. Det kan godt være, at det er en hård uge rent fysisk, men det mentale aspekt i at man har vundet, har frigivet noget positiv energi i truppen, lyder det fra Michael Wollesen.

Træneren kan råde over de samme spillere, som også spillede i onsdags. Der er ingen, som er blevet overbelastede af kampprogrammet.

- Alle har trænet godt op til kampen. Der har været et par fridage efter kampen i onsdag, ligesom der har været nogle småskavanker hos et par spillere, men det bliver bedre og bedre. Derfor er alle spillere fra i onsdags også klar til kampen i Herning, siger Michael Wollesen.

Annonce

Plads til forbedringer

Selvom TM Tønder vandt en forholdsvis komfortabel sejr onsdag aften over SUS Nyborg, er der ifølge holdets træner stadig plads til forbedringer i præstationen. Især, hvis det skal blive til point søndag. Han peger særligt på, at offensiven skal fungere endnu bedre.

- Siden i onsdags har vi snakket med spillerne om, at vi var glade for sejren, men også, at vi skal spille markant bedre i Herning, hvis vi skal være med i kampen. Vi brændte for mange chancer i onsdags, og det lyder måske lidt vildt, når vi alligevel scorede 31 mål. Men vi var for ineffektive, og det blev ikke straffet. Det vil det blive imod HC Midtjylland, og derfor skal vi være skarpere offensivt, siger Michael Wollesen.

Kampen mellem HC Midtjylland og TM Tønder kan streames live via HC Midtjyllands facebookside fra klokken 14.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce