Annonce
Udland

To dør under voldsomme oversvømmelser i Texas største by

Thomas B. Shea/Ritzau Scanpix
Hundredvis af bilister er fanget i vandmasserne i Houston under stormen Imeldas hærgen.

Områder i og ved storbyen Houston i den amerikanske stat Texas er ramt af store oversvømmelser, efter den tropiske storm Imelda er gået i land med tropiske regnskyl i halen.

To meldes omkommet i vandmasserne, mens redningsbåde er kommet hundredvis af bilister i oversvømmede biler til hjælp.

Flere hundrede andre bilister har efterladt deres biler i de oversvømmede gader i Texas' største by.

En mand i en varevogn, der endte på dybt vand, har mistet livet. Han er ifølge den lokale sherif en mand i 40'erne eller 50'erne, rapporterer CNN.

- Vandets niveau var cirka otte fod (knap 2,5 meter). Chaufføren var kortvarigt stoppet, men speedede så op og kørte ud i vandet, og det fik hans varebil til at gå under, forklarer sheriffen i et tweet.

En anden person døde af et elektrisk stød syd for Houston, da han forsøgte at flytte sin hest fra en indhegning.

Stormen slog strømforsyningen i stykker til 100.000 boliger i Houston by, og Houstons internationale lufthavn måtte en overgang stoppe flytrafikken.

Den voldsomme regn aftog noget i løbet af natten til fredag dansk tid.

Men myndighederne er på vagt over for fortsatte pludselige oversvømmelser.

Borgmesteren i Houston, Sylvester Turner, rådede natten til fredag folk til forsigtighed og at holde sig væk fra vejene.

Stormen Imelda bevægede sig fredag længere nordpå og ventes senere at ramme staterne Oklahoma og Arkansas. Og som i Texas har den tung regn med sig.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce