Annonce
Erhverv

To danske restauranter er blandt verdens fem bedste

Robin Van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
De danske restauranter Noma og Geranium placerer sig blandt verdens fem bedste restauranter ved prisuddeling.

Verdens bedste restauranter er tirsdag blevet kåret i Singapore.

To danske restauranter - Noma og Geranium - ender i top-fem ved prisuddelingen World's 50 Best Restaurants 2019.

Noma bliver nummer to, Geranium nummer fem.

Førstepladsen - prisen som verdens bedste restaurant - går til restauranten Mirazur, der ligger i Menton, Frankrig.

Kåringen fandt sted på baggrund af bedømmelser fra 1040 dommere.

Hver dommer har afgivet ti stemmer på restauranter, som vedkommende har besøgt mindst én gang i løbet af de seneste 18 måneder.

Sidste år blev Geranium kåret som verdens 19. bedste restaurant, mens Noma - på grund af en midlertidig lukning - ikke var at finde på listen over verdens 50 bedste spisesteder.

Det er dog ikke uvant for Noma at ligge højt på den gastronomiske rangliste, og restauranten er hidtil fire gange blevet kåret som verdens bedste.

Det skete senest i 2014.

Restauranten blev efter lukningen, som varede fra februar 2017 til februar 2018, genåbnet i nye lokaler på Refshaleøen i København.

Geranium har til huse i Parken på Østerbro i København.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Bramming samler ind til Knæk Cancer

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce