Kolding: Endnu to elever på Alminde-Viuf Fællesskole har fået konstateret coronavirus. Det sker få dage efter, at skolen i weekenden fik besked om sit første smittetilfælde.
I lørdags fik en elev i 9. klasse besked om, at vedkommende var testet positiv for corona, og resten af denne elevs klasse blev sendt i isolation samt til test søndag.
Mandag fik en anden elev fra klassen så et positivt testsvar fra søndagstesten. Dertil kommer, at en elev fra en af skolens 5. klasser mandag også fik konstateret corona.
I forbindelse med smitteopsporingen på Alminde-Viuf Fællesskole har det vist sig, at den nye smittede elev i 9. klasse i sidste uge var til fodboldtræning med flere elever fra de to øvrige 9. klasser på skolen.
Desuden har vedkommende i fritiden også været sammen med andre elever fra de to parallelklasser.
Da man ikke kan lave en fyldestgørende liste over de præcise nære kontakter til den smittede, besluttede man i samråd med kommunens sundhedsenhed mandag at sende alle tre 9. klasser hjem.
Kan testes i Sdr. Bjert
De hjemsendte elever skal isolere sig og testes tirsdag og torsdag. Testen tirsdag havde de mulighed for at få lavet ved Region Syddanmarks testbil, der denne dag holdt ved Sdr. Bjert Centralskole, hvor mange elever også er sendt hjem for at blive testet.
De hjemsendte 9. klasser på skolen i Alminde-Viuf modtager fjernundervisning derhjemme fra og er foreløbig sendt hjem til og med på torsdag, oplyser børne- og uddannelsesdirektør Michael Petterson.
Torsdag vurderer man så situationen ud fra de testsvar, der på det tidspunkt er kommet ind fra elevernes tirsdagstest.
Det er ikke kun på Alminde-Viuf Fællesskole, at mange elever er hjemsendt til test og isolation på grund af coronasmitte. Også Sdr. Bjert Centralskole er ramt med over 125 hjemsendte elever, 17 faste medarbejdere og fire vikarer hjemsendt i løbet af de seneste dage.
På grund af de mange hjemsendte elever og ansatte har Region Syddanmarks testbil været forbi skolen i Sdr. Bjert både i søndags og tirsdag, sådan at de pågældende elever og medarbejdere fra både Sdr. Bjert og Alminde-Viuf Fællesskole kunne blive testet der.