Annonce
Billund

To kandidater vil bevare alle institutioner, der findes lokalt: - Vores landsbyer kan ikke tåle mere lukning

Mogens Jørgensen (DF) og Jørgen Clement (V) håber begge på at få stemmer nok til, at de kan repræsentere Sdr. Omme i byrådet i de kommende fire år. De er enige om, at der skal være stor fokus på kommunens landsbyer. Til gengæld har de hver deres bud på, hvem der bør blive borgmester. Foto: Alex Hermann.
Jørgen Clement (V) og Mogens Jørgensen (DF) er ikke enige om, hvem der bør blive Billund Kommunes næste borgmester. Men de er enige om, at det er nødvendigt med fuld fokus på landsbyerne i kommunen - og at der bør komme flere hænder i ældreplejen.

Sdr. Omme: Det er vigtigt med et stort fokus på kommunens landsbyer, så de ikke uddør. Det er et af de områder, som to lokale kandidater fra Sdr. Omme, Mogens Jørgensen (DF) og Jørgen Clement (V), er helt enige om.

- Vores landsbyer kan ikke tåle mere lukning. Jeg siger ikke, at det er kommunens opgave at sørge for alting, men det er i hvert fald kommunens opgave ikke at modarbejde det, siger Mogens Jørgensen, der på egen krop har oplevet betydningen af et landsbysamfund, der dør ud.

I mange år boede han i landsbyen Sandet et stenkast på den anden side af kommunegrænsen. Både her og i den lidt større naboby Stakroge blev han vidne til, hvordan de offentlige institutioner stille og roligt døde ud med det resultat, at landsbyen til sidst var mere eller mindre død.

Annonce

- Det hus, som jeg købte i Sandet i 1995, er vurderet lavere i dag end dengang. Der sker et kæmpe værditab, når landsbyerne lukker. Når vi snakker om bosætning og at vi gerne vil tiltrække folk, skal det også gerne være nogle, der skæpper til kommunekassen. Når man skaber de alt for billige områder, som opstår, når landsbyer lukker, tiltrækker man også mennesker, som trækker hårdere på kassen, end de bidrager til den, siger han.

Fokus på landsbyerne

På den anden side af bordet er Jørgen Clement enig i, at landsbyerne skal have stor fokus, så de kan blive udviklet. Det skal blandt andet ske ved, at der i alle landsbyer hele tiden er et bredt udbud af byggegrunde. Særligt i hjembyen Sdr. Omme tænker han, at det i nærmeste fremtid kan blive en udfordring.

Jørgen Clement

  • 68 år.
  • Født i Kolding, men flyttede til Sdr. Omme i 1968.
  • Gift med Birte. Sammen har de fire børn og otte børnebørn.
  • Ansat hos Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg, hvor han laver censoropgaver og vejlederopgaver.
  • Har tidligere i to perioder repræsenteret Venstre i Billund Byråd.

- Hvis der kommer 200 nye ansættelser i fængslet, får vi brug for nogle flere byggegrunde. Ellers bosætter folk sig andre steder, siger Jørgen Clement (V).

Sidemanden nikker. Et bredt udvalg af byggegrunde er vigtigt, men man må gerne tænke anderledes end udelukkende parcelhusgrunde.

- Der må gerne være lidt forskellige muligheder. Der kan være nogle, som bliver ansat i fængslet og gerne vil bo i Sdr. Omme, men som ikke lige har drømmen om parcelhus og have. I alle vores landsbyer gælder, at der mangler lejeboliger, siger Mogens Jørgensen.

Annonce

Der skal ikke lukkes mere i landsbyerne!

Hvis landsbysamfundene skal udvikles, gælder det ifølge de to kandidater ikke udelukkende om, at der hele tiden skal være byggegrunde til salg. Det er også vigtigt at have fokus på, at de ting, som landsbyerne allerede har, ikke dør. Mogens Jørgensen var voldsomt imod kommunens beslutning om at lukke plejecentret i Stenderup-Krogager, hvor også den lokale skole flere gange har følt sig truet. Det fik for nylig Mogens Jørgensen til at komme med et opråb, som måske er blevet hørt.

Mogens Jørgensen

  • 50 år.
  • Stammer fra landsbyen Sandet, der ligger få kilometer på den anden side af kommunegrænsen. Har boet i Sdr. Omme siden 2013.
  • Arbejder som produktionsmedarbejder hos Give Elementer i Give.
  • Samlevende med Tina. Sammen har de et barn. Mogens Jørgensen har desuden et voksent barn fra tidligere ægteskab.
  • Blev i 2017 for første gang valgt til Billund Byråd.

- Nu er det blevet skrevet ind i budgetforliget, at skolen i Stenderup skal styrkes, så det kan være, at jeg har fået skabt så meget uro på det område, at en lukning er afværget. Jeg har heller ikke på det seneste hørt nogen underholde med, at vi har for mange plejehjemspladser, siger han.

Jørgen Clement håber heller ikke, at det i løbet af de kommende fire år bliver nødvendigt at lukke nogle kommunale institutioner.

- Men det kommer man an på, hvordan byrådet bliver sat sammen, og hvordan økonomien udvikler sig. Der ligger en rapport for ældreområdet fra 2007, som beskriver, hvordan den mest økonomisk ansvarlige måde at drive ældreområdet på er at lave to plejehjem i Billund og Grindsted og så lukke alle de andre. Men det bliver i hvert fald ikke med min stemme, siger Jørgen Clement, som bestemt ikke er begejstret for, at Billund Kommune har besluttet at oprette pladser for misbrugere og psykisk sårbare på Omme Centret.

- Centret er et samlingssted for byens ældre, som kommer der ved mange forskellige lejligheder. Det er jeg bange for bliver spoleret, når alt det her bliver lavet om, siger Jørgen Clement.

Jeg har ikke noget imod, at man yder den service, hvis der er et behov. Men om behovet er der, ved jeg ikke.

Jørgen Clement (V) om at indføre en sfo-ordning for børn i 4. klasse

Ingen af de to kandidater er begejstrede for, at et flertal i byrådet fandt det nødvendigt at lukke plejecentret Engbo i Stenderup-Krogager.

- Det har altid været Venstre-politik, at man skal have mulighed for at være ældre det sted, hvor man bor. For vi har så dårlig offentlig transport i kommunen, at deres pårørende ellers får svært ved at besøge dem, siger Jørgen Clement.

- Hvis man vil bevare landsbyerne som attraktive leve- og bosteder, er man nødt til at bevare alle de institutioner, som vi har nu, replicerer Mogens Jørgensen.

Annonce

Ønsker sfo for elever i 4. klasse

Mogens Jørgensen har for forholdsvis nylig foreslået, at Billund Kommune bør oprette et sfo-tilbud til eleverne i 4. klasse. Han har oplevet, hvordan hans egen datter stod og manglede et pasningstilbud efter skoletid. Da sådan et ikke eksisterede, måtte hun finde andre måder at få tiden til at gå, indtil hendes forældre kom hjem.

En af disse måder kunne ifølge Mogens Jørgensen være at blive på skolen, selvom det ikke er tilladt efter skoletid.

Begge kandidater fra Sdr. Omme kunne godt tænke sig nogle flere hænder i den kommunale ældrepleje. Jørgen Clement (V) mener ikke, at det nødvendigvis bør være dyrere end i dag, hvis man blot er smart. Foto: Alex Hermann

- Bliver man fundet, er der to muligheder: Den ene er at gå rundt på gaden, og den sidste er at gå hjem og låse sig inde på toilettet, indtil der kommer nogen hjem. Jeg synes ikke, det er i orden, at børn ned til ni år kan risikere at skulle gå alene hjem til et tomt hus, mens de venter på, at nogen kommer hjem, siger Mogens Jørgensen, som har udtrykt ønske om at få klarlagt behovet for et sådan tilbud.

Om behovet er stort nok til, at kommunen skal oprette et tilbud, er Jørgen Clement ikke sikker på.

- Jeg har ikke noget imod, at man yder den service, hvis der er et behov. Men om behovet er der, ved jeg ikke. Jeg har et barnebarn, der går i 3. klasse, og jeg kan se, hvordan hendes klassekammerater stille og roligt begynder at melde sig ud af skolefritidsordningen. I det øjeblik, hvor legekammeraterne ikke er der mere, kan hun lige så godt være hjemme hos mig, siger Jørgen Clement.

Annonce

Flere hænder i ældreplejen

Et af de områder, som Mogens Jørgensen gerne ser styrket i fremtiden, er ældreområdet. Han mener godt, at kommunen kan bruge lidt flere penge på service uden at bryde nogle regler, og de penge måtte gerne bruges på ekstra personale til de ældre.

- Hvis hænderne var der, ville jeg gerne have flere af dem. Det skal være sådan, at den ældre borger ikke bare får pleje, men også får omsorg, siger Mogens Jørgensen, mens Jørgen Clement nikker.

Sådan noget koster jo mange penge…

- Det er svært at ville gøre noget som helst bedre, uden der farer en hel flok op og siger, at man er økonomisk uansvarlig. Selv hvis man siger, at det er en dårlig idé at tage penge fra en demenspulje, får man at vide, at man er økonomisk uansvarlig. Men så kan jeg da trøste mig med, at man i det mindste er menneskelig ansvarlig, siger Mogens Jørgensen.

Heller ikke Jørgen Clement mener, at det nødvendigvis behøver blive meget dyrere, selvom der kommer flere hænder i ældreplejen.

Nu er det blevet skrevet ind i budgetforliget, at skolen i Stenderup skal styrkes, så det kan være, at jeg har fået skabt så meget uro på det område, at en lukning er afværget. Jeg har heller ikke på det seneste hørt nogen underholde med, at vi har for mange plejehjemspladser.

Mogens Jørgensen (DF)

- De penge, man i dag bruger på dyre vikarer, kunne man bruge bedre ved selv at uddanne og ansætte nogle, forudsat at man kan finde dem. På den måde tror jeg, at man kunne spare nogle penge ved at tænke smartere, siger Jørgen Clement.

Annonce

Peger på egen borgmesterkandidat

Når det kommer til, hvem der efter valget skal være borgmester, ser de to kandidater til gengæld helt forskelligt på det. Ikke overraskende peger begge på deres eget partis spidskandidat. Jørgen Clement mener, at Billund Kommune i Stephanie Storbank vil få en glimrende borgmester.

- Hun er en gæv pige, og jeg mener helt bestemt, at hun har kvaliteterne til at løfte opgaven, siger han.

Mogens Jørgensen ser hellere Per Nyhus som ny borgmester.

- Han er bundsolid, dygtig, flittig, og han er utrolig god til at skabe et samarbejde og nå frem til enighed i sit udvalg, siger Mogens Jørgensen, der ikke ser noget problem i at pege på en kandidat fra enten Venstre eller Socialdemokratiet, hvis han ikke kan få sin egen spidskandidat som borgmester.

- Personligt kunne jeg sagtens. Jeg er klar til at pege på den, der vil gøre noget for børnene og de ældre og lade være med at lukke landsbyerne, siger han.

JydskeVestkysten på tur i kommunen

Op til kommunalvalget den 16. november drager JydskeVestkysten ud i kommunens syv byer for at snakke med nogle af de lokale kandidater om, hvad der er på spil for de næste fire år i lige netop deres by.

Denne gang er vi i Sdr. Omme.

Annonce
Billund For abonnenter

60-årig rystede sin penis foran dagplejebørn

Annonce
Annonce
Annonce
Aabenraa

Unge kastede kanonslag efter Betina og hendes børn: - Det kunne være gået helt galt

Kolding For abonnenter

29-årig mor dømt for at tæve kæreste med ledning og stikke ham med kniv: Nu er parret kærester igen

Esbjerg For abonnenter

Byens største julefrokost-arrangør undrer sig over smitteopsporingen efter udbrud: Derfor informerede vi selv

Kolding

Tyve tømte garage i Vamdrup for udstyr: Flere svejseapparater og havegrej er væk

Regeringen holder pressemøde om corona onsdag aften

Erhverv For abonnenter

Prisbelønnet industrivirksomhed er gået konkurs: Nu skal den sælges til højestbydende for at redde arbejdspladser

Billund

Om halvandet år har Grindsted endnu en efterskole: Forstander bliver ansat i nærmeste fremtid

Esbjerg For abonnenter

Bygherre får gok i nødden af politikere: Beskyldes for at have bygget i ond tro og skal fjerne ulovligt opsatte kviste

Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem

Kolding For abonnenter

Rasmus er spastiker og kæmpe håndboldfan: Det er et frirum, hvor jeg kan glemme hverdagens problemer

Sønderborg For abonnenter

70 år gammel skov er ulovlig: Træerne skal væk, men skoven får lov at overleve som krat

Varde

Blæste alkometer højt op om formiddagen: Mand med meget aldrende fødselsattest sigtet for spritkørsel

Annonce