Annonce
Aabenraa

To mænd dømt for at betale med falske penge

To mænd blev torsdag dømt for at have været med til at købe ting for falske pengesedler. Arkivfoto: Claus Thorsted
En 29-årig mand og en 26-årig mand skal begge tre måneder i fængsel efter de er blevet dømt for medvirken til udgivelse af falske penge. En 46-årig mand, som var tiltalt for at producere de falske sedler, blev frifundet.

Det blev til tre måneders ubetinget fængsel til hver, da to mænd torsdag fik deres dom i Retten i Sønderborg efter at have siddet i retten dele af onsdagen også.

Sofie Ahrenfeldt, anklagerfuldmægtig hos Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at den ene af mændene, en 26-årig mand fra Bredebro, blev dømt for tilbage i september 2017 at have været med til at købe en iPhone 7 for 5500 kroner i falske pengesedler på en adresse i Felsted.

Den anden, en 29-årig mand som har adressebeskyttelse, blev dømt for at have været medvirkende til, at en anden person, hvis sag afgøres særskilt, købte hundetegn og kattemad fra Maxi Zoo i Fredericia med en falsk 1000-kroneseddel. Forinden havde den dømte nemlig overdraget et ukendt antal falske pengesedler til vedkommende. Det skete ifølge anklageskriftet i august 2017. Begge mænd var tiltalt for sidstnævnte forhold, men det var altså kun den 29-årige, som blev kendt skyldig i den del.

Annonce

Falske penge

  • Danske pengesedler har sikkerhedselementer, som gør det vanskeligt at forfalske eller kopiere sedler. Sikkerhedselementerne ses tydeligt på sedlerne og kan hjælpe dig til at finde ud af, om en seddel er ægte. Der er forholdsvis få forfalskninger i Danmark.
  • Antallet af registrerede falske sedler faldt fra 531 sedler i 2017 til 349 sedler i 2018. Af de registrerede sedler blev 290 fundet i omløb. Falske sedler findes typisk ved politiransagninger. Ligesom de foregående år er der primært blevet registreret falske 500-kronesedler.
  • Set i international sammenhæng er forfalskningen af danske pengesedler fortsat beskeden.
  • Strafferammen for falskmøntneri er på 12 års fængsel, hvilket er en af straffelovens højeste strafferammer.
  • Kilde: Danmarks Nationalbank

Tænkepause

Begge var desuden tiltalt for at have været med til at købe cigaretter i en Rema 1000-dagligvarebutik i Tønder med en falsk femhundredkroneseddel, men det blev de frikendt for.

De falske pengesedler skulle ifølge anklageskriftet være blevet produceret ved hjælp af farveprinter og papirskærer på en adresse i Bolderslev. En tredje part, en 46-årig mand fra Bolderslev, var således tiltalt for at have efterlignet mindst seks tusindkronesedler og to femhundredkronesedler tilbage i 2017 og for at have videregivet de falske sedler til den 26-årige dømte. Men den 46-årige blev frifundet, ifølge anklageren fordi der ikke var tilstrækkelige beviser.

De to dømte mænd udbad sig betænkningstid.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce