Annonce
Indland

To mænd er dømt for at smugle 156 kilo hash over grænsen

Foto: Martin Ballund

To mænd ville indsmugle 156 kilo hash i juni. Den ene forsøgte at flygte i bil fra politiet ved grænsen.

To danske statsborgere forsøgte i sommer at smugle 156 kilo hash ind i Danmark, men politiet fik fat på dem ved grænsen, og torsdag blev de så dømt ved Retten i Sønderborg.

Den ene mand, der er 35 år, er idømt to års fængsel. Den anden, der er 36 år, fik to år og otte måneders fængsel.

Det er specialenheden Udlændingekontrolafdeling Vest, som snuste sig frem til de to smuglere i sommeren 2019.

Specialenheden bekæmper grænseoverskridende kriminalitet ved grænsen til Tyskland og samarbejder tæt med det tyske politi.

Da politiet fik nys om de to mænds forehavende, anholdt de først den 35-årige mand ved grænsen i Padborg 6. juni. Han havde dog ikke den store mængde hash med i bilen.

Den kom først senere på dagen, da den 36-årige forsøgte at køre over grænsen. Politiet vinkede ham ind til kontrol, men det ønskede han ikke. Han gassede derfor op og kørte over grænsen.

Politiet eftersatte ham og fik ham stoppet kort inde i Padborg med den store last hash.

Ud over straffen for indsmugling er han også dømt for den række af færdselsforseelser, der fulgte med, da han forsøgte at flygte fra politiet. Politiet fandt også skarp ammunition i bilen.

Han erkendte forsøget på indsmugling og modtog dommen. Den 35-årige nægtede og har anket dommen. De har begge siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i juni.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce