Annonce
Danmark

To mænd sigtet for hærværk mod jødisk gravplads

Foto: Bo Amstrup/Scanpix
Østjyllands Politi fremstiller onsdag eftermiddag klokken 13.30 i retten i Randers to mænd i grundlovsforhør. De to mænd er sigtet for blandt andet at have begået hærværk mod den jødiske gravplads på Østre Kirkegård.

Randers: En 27-årig mand fra Randers og en 38-årig mand fra Hobro bliver onsdag eftermiddag klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør i retten i Randers.

De to mænd sigtes begge for to tilfælde af groft hærværk i Randers i weekenden.

Den ene sigtelse går på det grove hærværk, der blev begået natten mellem fredag og lørdag på Østre Kirkegård på Udbyhøjvej i Dronningborg. Her blev flere gravsten væltet, ligesom 84 gravsten blev overhældt med grøn maling.

De to mænd er desuden også sigtet for samme nat at have begået hærværk på en bygning tilhørende Sparekassen Kronjylland på hjørnet af Mariagervej og Rådmands Boulevard i Randers.

Her blev der kastet sort og grøn maling på husfacaden lige ved siden af et sted, hvor en Davidsstjerne var indmuret i facaden.

Annonce

Sigtede for hadforbrydelser

De to mænd er udover at være blevet sigtet for de to tilfælde af hærværk også blevet sigtet for straffelovens § 266 b, der handler om hadforbrydelser.

Det skyldes, at det er politiets umiddelbare opfattelse, at motivet for de to tilfælde af hærværk har været at forhåne en bestemt befolkningsgruppe på baggrund af deres religion.

- Jeg er tilfreds med, at vi i går, på baggrund af vores efterforskning, fik anholdt to personer, som vi mistænker for at stå bag de to tilfælde af hærværk i Randers i weekenden. Sagerne har haft stor bevågenhed i offentligheden, og det har også medført henvendelser fra borgerne, som jeg gerne vil takke for. Anklagemyndigheden vil nu begære de to mænd varetægtsfængslet, mens efterforskerne arbejder videre med sagerne. Så vi vil fortsat meget gerne høre fra borgere, der måtte have oplysninger, der kan være relevante for politiet, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor Østjyllands Politi ikke ønsker at oplyse yderligere om sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce