Annonce
Indland

To mænd skal for første gang danse sammen i Vild med dans

Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix
Veterandanseren Silas Holst skal danse med skuespilleren Jakob Fauerby i efterårets "Vild med dans".

For første gang vil to mænd danse sammen, når TV2-programmet "Vild med dans" løber over skærmen til efteråret.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det sker, når veterandanseren Silas Holst skal danse med skuespilleren Jakob Fauerby.

Underholdningsredaktør for TV2 Thomas Richardt Strøbech bekræfter nyheden om et dansepar af samme køn.

- På TV 2 har vi længe været åbne for at se to personer af samme køn danse sammen. I år har der været et ønske fra en af de medvirkende om at danse med én af samme køn, og det har vi valgt at imødekomme, siger han til TV2.

Det er Jakob Fauerby, der er gift med en mand, som har ønsket at få en mandlig dansepartner.

- Vi lever i et land, hvor der er mange former for par. To mænd kan sagtens danse sammen. Det kan to kvinder også, og jeg har lyst til at vise Danmark, at det både kan være fedt og sjovt – og måske ligefrem også smukt, siger Jakob Fauerby til TV 2.

Det er første gang i det danske programs historie, at to mænd danser sammen, mens det i udlandet har været set før.

Det skete første gang i Israel i 2010, da den kvindelige sportsvært Gili Shem Tov dansede med en kvindelig professionel danser.

Silas Holst er ikke helt uerfaren i at danse med en af samme køn.

Han har to gange vundet en verdensmesterskabstitel i latindans med en mandlig dansepartner.

Silas Holst har holdt en pause på fem år fra "Vild med dans". Han har tidligere vundet programmet to gange.

Ifølge Silas Holst har det ikke været et krav for ham, at han skulle danse med en mand, for at han ville vende tilbage til programmet.

Til efteråret bliver det 16. gang, at "Vild med dans" bliver sendt.

Ud over Jakob Fauerby er det også afsløret, at bokser Mikkel Kessler og bordtennisspiller Michael Maze skal deltage i den kommende sæson.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce