Aabenraa: I de seneste måneder er der dukket to nye ansigter op i Sct. Nicolai Kirke – begge i rollen som kirketjenere. Det oplyser Aabenraa Sogn i en pressemeddelelse.
Mogens Jessen har i en formandsperiode, der slutter første søndag i advent, i menighedsrådet i Bjolderup-Uge Sogn fået og samlet interesse for kirke og folkekirke. Den interesse ønskede han at bygge videre på, da han så sig om efter et nyt job i stedet for det, han i mange år har haft i luftfarten, der nu på grund af corona er i stor krise.
Med fra luftfarten har han også erfaring med skrivebordsarbejde samt omgang med mennesker. Alt sammen har han nu forenet i opgaven som kirketjener.
- Jeg er landet et godt sted. Arbejdet er afvekslende og giver mening. Netop nu i coronatiden er der mange opgaver med at vejlede om regler om afstand og om mundbind, og der sker mange ændringer hele tiden med arrangementer i Nicolaihuset, der er meget brugt, siger Mogens Jessen, der er 52 år og bor i Bolderslev sammen med sin kone.
Også Henry Schmidt er ny i Sct. Nicolai Kirke. Han begyndte på deltid kun 14 dage før coronarestriktionerne blev sat i værk.
Han bor i Hjordkær, er 57 år, oprindeligt udlært autolakerer og har, som han siger, prøvet lidt af hvert - blandt andet har han haft et busfirma, Dantrafik, i Tinglev.