Annonce
Tønder

To nye på holdet: Tønder Listen oppe på fodboldstyrke

Poul Erik Dransfeldt Hunderup er bosat i Højer og kandidat for Tønder Listen ved valget i november. Privatfoto
Med Eva Ebbesen, Agerskov, og Poul Erik Dransfeldt Hunderup, Højer, er der nu tilknyttet 11 politikere/kandidater til borgmester Henrik Frandsens Tønder Listen.
Annonce

TØNDER: Den nye politiske aktør på den kommunalpolitiske scene i Tønder Kommune, Tønder Listen, fortsætter med at udvide kandidatlisten forud for efterårets valg.

Siden Tønder Listen så dagens lys i oktober, da borgmester Henrik Frandsen sammen med fem andre partifæller vendte Venstre ryggen, præsenterede den lokale liste i november tre nye kandidater og nu er yderligere to kommet til. Dermed er det nuværende hold oppe på 11 og dermed fodboldstyrke. Og der kan være flere på vej.

De to ny kandidater er henholdsvis Eva Ebbesen, 46 år, der er bosiddende i Agerskov og ansat som lærer på STUK i Toftlund, samt Poul Erik Dransfeldt Hunderup, der er bosat i Højer. 50-årige Poul Erik Dransfeldt Hunderup er leder af Jejsing Friskole, medlem af menighedsrådet i Højer og bl.a. tidligere formand for bestyrelsen for Marieskolen i Tønder.


I Tønder Listen arbejder vi målrettet på, at vi får et godt valg, når vi når frem til kommunalvalget i november.

Anita Uggerholt Eriksen, gruppeformand, Tønder Listen


- Med Eva og Poul Erik føjer vi to navne til vores i forvejen stærke kandidathold frem mod KV21. Det er vores hensigt i Tønder Listen, at vi frem mod valget finder yderligere et antal kandidater som gør, at når borgerne den 16. november står i stemmeboksen, så vil de se et kandidathold fra Tønder Listen der bedst muligt afspejler den mangfoldighed, der er i Tønder kommune. Her er det vigtigt at kandidatholdet har den rigtige sammensætning, ikke mindst når det gælder erfaring, geografi og køn, siger Tønder Listens gruppeformand Anita Uggerholt Eriksen, Tønder, i en udsendt pressemeddelelse.

Annonce

Bredt samarbejde

Her udtrykker hun også stor optimisme i forhold til listens fremtid og valg.

- I Tønder Listen arbejder vi målrettet på, at vi får et godt valg, når vi når frem til kommunalvalget i november. Vi har eksisteret i godt fire måneder, og er dermed et forholdsvis nystartet parti. Et parti som passer ind i tidsånden, og som er mindet på kommunalpolitik, hvor det brede samarbejde og borgernes forskellighed er rammesættende, lyder det fra gruppeformanden.

Eva Ebbesen er et udpræget foreningsmenneske, oplyser Tønder Listen i forbindelse med præsentationen af den 46-årige lærer, der stiller op som kandidat ved efterårets valg. Privatfoto

Hun oplyser endvidere, at Tønder Listens folk igennem foråret og frem mod sommerferien sammen med bl.a. de nye kandidater vil arbejde med at udforme et valgprogram, som skal danne grundlag for efterårets valgkamp.

Annonce

Seks mandater

Forventningerne til valgkampen og valgresultatet udtaler Anita Uggerholt Eriksen sig ikke om i en udsendte meddelelse. Henrik Frandsen, der er listens spids- og borgmesterkandidat, var  forleden i et fødselsinterview med Der Nordschleswiger lidt mere konkret. Til spørgsmålet om, hvordan Tønder Listen klarer sig den 16. november lød svaret:

- Jeg er sikker på, at vi får et godt valg. Måske vinder vi seks mandater, måske flere eller lidt færre. Valget vil forløbe godt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce