Annonce
Debat

To procent om året kører staten træt

Besparelser: Nu slipper kulturen og uddannelsesområdet for at skære to procent af budgettet år efter år. Politikerne har indset, at denne åreladning er uholdbar. Men det såkaldte omprioriteringsbidrag fortsætter med at dræne den statslige administration, som skal ’køre længere på literen’. Det er på tide at afvikle en besparelse, der skader de statslige arbejdspladser og forringer servicen for borgere, virksomheder og hele samfundet.

NOK ER NOK. Sådan lød det fælles tema igen og igen, da 800.000 offentligt ansatte på tværs af kommuner, regioner og stat for godt et år siden skulle have nye overenskomster.

Men hvorfor var sammenholdet så massivt?

Efter min opfattelse var det enorme pres på mange offentlige arbejdspladser stærkt medvirkende til det unikke sammenhold. Vi står med en stress-epidemi, og vi har alt for mange kolleger, som er sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Det kalder naturligvis på bedre ledelse. Men vi har i høj grad også brug for, at vores politikere nu tager ansvar som arbejdsgivere og giver et markant løft af det psykiske arbejdsmiljø på de offentlige arbejdspladser i Danmark.

Mere end ti års massive besparelser har beskåret Arbejdstilsynets muskler til at gå ind i problemerne. Det er fint, at regeringen nu har landet en bred aftale om lidt flere penge til tilsynet. Men det er langt fra nok til at rette op på de massive arbejdsmiljøproblemer. Og det er påfaldende, at det skal komme lige før valget, når regeringen har haft fire år til at rette op.

Det er meget populært at tale om, at den offentlige sektor skal køre længere på literen, og hvad er mere fordrende for effektiv drift end sunde, engagerede medarbejdere, som glæder sig til at komme på arbejde?

Desværre bliver ’længere på literen’ alt for ofte ført ud i livet med udefinerede, generelle besparelser, hvor hverken politikere eller øverste ledelse tager ansvar for, hvad det er, der ikke længere skal udføres. Det er naturligvis politikernes ret at skære ned, men så må de skære i opgavemængden først.

Men salamitaktikken eller grønthøsteren – som gemmer sig bag det uforståelige ord omprioriteringsbidrag – på to procent årligt skader mange steder de statslige arbejdspladser samt borgere, virksomheder og samfundet. Det er nu gået op for politikerne, at det er uholdbart at skære vedvarende ned på uddannelsesområdet og kulturområdet, men ”nedprioriteringsbidraget” bør afskaffes helt.

To procent år efter år efter år løber op. Og presset på medarbejderne stiger især, når der er færre og færre medarbejdere til at udføre flere og mere avancerede opgaver.

Hvis det var de 179 pladser i Folketinget, der skulle spare to procent, ville der være tre-fire pladser mindre år efter år. Efter en regeringsperiode på fire år ville der være 14 mandater færre. Men Folketinget er friholdt for sparekravet på to procent.

Det er fint, at man ønsker at investere i forsvaret, politiet, sygehusene og i børnehaver, men der er ikke noget quickfix i bare at tage pengene fra en administration, der efter mange års besparelser i forvejen er hårdt presset

Vi har set, hvordan de massive besparelser i Skat har kostet svimlende milliardbeløb. Svækkelsen af skattekontrollen og andre statslige myndigheder øger risikoen for mere snyd og svindel.

Lige som det er svært at føde to procent hurtigere, er det heller ikke nemt at finde avanceret snyd hos internationale svindlere 2 procent hurtigere.

Danmark ligger gang på gang i top i internationale undersøgelser som et godt land at drive virksomhed og med en høj tillid til offentlige myndigheder. Det skal vi passe godt på. Derfor siger vi ‘nok er nok’ til konstante besparelser.

Annonce
Rita Bundgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce