Annonce
Erhverv

To store pensionsselskaber har sammen købt 281 lejligheder: Kolding er en af fremtidens vækstbyer

Industriens Pension og PFA har købt seks ejendomme i Kolding med i alt 281 lejemål, blandt andet den her ejendomme på Bjælderbæk. Foto: Industriens Pension
Pensionsselskaberne Industriens Pension og PFA har sammen købt seks større ejendomme i Kolding med samlet 281 lejemål. Opkøbet er en del af strategien, hvor selskaberne i større stil investerer i ejendomme udenfor Aarhus og hovedstadsområdet.

Kolding: Kolding er en attraktiv vækstby, som det er interessant at investere i. Det er meldingen fra Industriens Pension og PFA, der gennem fonden Danske Boligejendomme den seneste tid har investeret i en række boligejendomme i byen, skriver selskaberne i en pressemeddelelse. Selskabet har samlet investeret et trecifret millionbeløb i seks boligejendomme i Kolding, og investeringen sker i samarbejde med Thylander Gruppen. - Kolding er en dynamisk og interessant by, som, vi tror, vil fortsætte en rigtig positiv udvikling. Med investeringerne kan vi både sikre et fornuftigt afkast til vores medlemmer og bidrage til at fastholde og udvikle et varieret boligudbud i byen, udtaler siger Jan Østergaard, der chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.

Annonce

Det går godt i Kolding

De seks boligejendomme indeholder i alt 281 lejemål og er en del af fonden Danske Boligejendommes strategi om at investere i boligejendomme i udvalgte vækstbyer uden for hovedstadsområdet og Aarhus. Udlejningsboligerne, som de to store pensionsselskaber har købt i Kolding, ligger blandt andet på Udsigten, Solvej og Bjælderbæk, Vifdam, Toppen, Svinget og Stejlbjergvej.

- Investeringer i boligejendomme i fremtidens vækstbyer er en vigtig del af vores danske ejendomsstrategi, og her er Kolding særdeles interessant for os som investor. Der er tale om en by, hvor det går rigtig godt, og hvor vi forventer en fortsat god udvikling fremover. Det kan vi være med til at understøtte med vores ejendomsinvesteringer i byen, som samtidig skal bidrage til et stabilt afkast til pensionsopsparerne, udtaler Mikael Fogemann, chef for Danske Ejendomme i PFA, der er Danmarks største pensionsselskab.

Nøje udvalgte byer

Allerede inden den nye investering havde Industriens Pension og PFA via den fælles fond investeret i flere boligejendomme i Kolding. Fonden har derudover bl.a. investeret i boligejendomme i Esbjerg, Viborg, Holstebro, Fredericia, Vejle, Helsingør og Horsens.

Det er Industriens Pension og PFA Ejendomme, de har købt ejendommen, mens Thylander Gruppen står for administrationen og udviklingen af ejendommene.

- Vi har i de seneste år arbejdet målrettet på at identificere og erhverve de helt rigtige boligejendomme i nøje udvalgte byer. De velbeliggende ejendomme i Kolding harmonerer med vores ønske om at udvide fondens portefølje, der nu indeholder cirka. 1.000 boliglejemål på tværs af Danmark, udtaler investeringsdirektør i Thylander Gruppen, Henrik Køhn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce