Annonce
forside

Ny ulveflok kan være på vej: Ulvepar har sat kurs mod Danmark

Hunulven er søster til det eksemplar, Slesvig-Holstens regering har beordret skudt efter flere angreb på husdyr. Modelfoto.


Slesvig-Holsten: Muligvis kan der være en ny ulveflok på vej i Danmark. Vildteksperter har i hvert fald observeret, at en han- og en hunulv sammen har forladt Slesvig-Holsten med kurs mod nord. Det bekræfter miljøministeriet i Kiel over for mediehuset SHZ.

Hunulven er faktisk oprindelig fra Danmark. Den stammer fra et kuld, der i 2017 kom til verden i Ulfborg i Vestjylland. Flere af kuldets medlemmer satte efterfølgende kurs mod Tyskland. Men nu er mindst en altså på vej retur sammen med en mage.

Hannen er tidligere observeret i Rendsburg-Eckernförde Amt i det centrale Slesvig-Holsten.

Parrer de to ulve sig, kan udfaldet blive mellem en og fem unger, der sædvanligvis kommer til verden i foråret eller om sommeren.

Hunulven er søster til den efterhånden berygtede problemulv i Slesvig-Holsten. Ulven er på delstatens nedskydningsliste, fordi den flere gange er hoppet over elektriske ulvehegn og har dræbt får, som ellers burde være i sikkerhed. Endnu er det ikke lykkedes delstatens jægere at få ram på ulven.

Ulve kan vandre op til 70 kilometer i døgnet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce