Annonce
Haderslev

To voldsomme anholdelser er anmeldt til politiklagemyndigheden

Mor til misbruger har klaget over polities to voldsomme anholdelser. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Det undersøges nu, om man i Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil går ind i klagerne. Begge anholdelser drejer sig om den 32-årig psykisk uligevægtig misbruger, som nu er varetægtsfængslet for blandt andet vold mod politiet.

HADERSLEV: Moren til en lokal 32-årig psykisk syg misbruger har nu også fået en videooptagelse af den anholdelse, som onsdag i sidste uge endte med, at han blev varetægtsfængslet i tre uger.

På videoen kan man se ham ligge bag politibilen i Apotekergade ved Torvet. Det ser ud som om en eller to betjente sidder oven på ham. Men derudover er det svært at se, hvordan anholdelsen er foregået.

Sønnen blev også anholdt to dage før, men sat på fri fod igen efter én overnatning. Begge anholdelser han den 52-årige kvinde nu klaget over til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Ifølge hende blev sønnen under den første anholdelse sparket på benene og i hovedet, mens han sad i en politibil. Her blev der også optaget video.

Under den anden anholdelse mener hun, at han blev smidt under en politibil. Under grundlovsforhøret om torsdagen, hvor han igen var meget uligevægtig, anklagede han politiet for at have brækket sin højre fod under anholdelsen.

– Han sagde, at de stod på en af hans fødder, forklarer hans mor.

Annonce

Sagen kort

Fra 2012 til 2018 steg antallet af klagesager i Den Uafhængige Politiklagemyndighed fra 1779 til 2699.

Nævnet gik ind i 1793 af anmeldelser sidste år. 34 procent var klager over politipersonales adfærd, 25 procent var anmeldelser om strafbare forhold og 40 handlede om færdselslovsovertrædelser.

Ud af 409 afgørelser sidste år om straffesager mod politipersonale endte de syv med tiltaler. Der var ingen tiltaler hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vurderes nu

Alle videoer er nu givet videre til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

– Vi kan i hvert fald bekræfte, at vi har fået en anmeldelse mod betjentene, siger kontorchef Claes Vestergaard.

– Vedrørende mandag?

– Jo, den 3. juni.

– Hvad sker der så nu?

– Vi vurderer, om det er noget, vi vil gå ind i.

– Skal I afhøre nogen først, eller er det en vurdering, I tager internt?

– Det er lidt forskelligt, det kommer an på, om vi mener, at der er tilstrækkeligt på baggrund af anmeldelsen til at gå ind i sagen.

Den afgørelses træffes normalt inden for et par uger.

– Men vi vil typisk ikke sige, hvad vi har gjort ved anmeldelsen.

– Medmindre I har afvist den?

– Ja, for så er den afsluttet.

Anmeldelsen om episoden, hvor den 32-årige blev anholdt onsdag den 5. juni, og hvor han angiveligt brækkede foden, var ikke blevet anmeldt på det tidspunkt, avisen talte med politiklagemyndigheden. Her er man nu ved at undersøge, om den anmeldelse også er modtaget.

JydskeVestkysten har valgt at holde den 52-årige mor anonym af hensyn til alle de involverede.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce