Annonce
Aabenraa

Tobias og Andreas fik en god idé: I dag har de stor succes med at printe alt muligt i 3D

De to iværksættereAndreas Soll, til venstre, og Tobias Schjønberg, har formået at bygge deres firma op fra nul kroner til i dag at omsætte for millioner. Nørder kalder de dem selv, fordi de bygger deres elektronik og systemer ind i printerne, så de kan indgå i en produktion. Det bruger de al deres fritid på, fordi de synes, det er sjovt. Foto: Timo Battefeld
I dag kan man printe næsten alt i 3D. Det begyndte Andreas Soll og Tobias Schjønberg for sjov på for nogle år siden, og da de opdagede de ubegrænsede muligheder, stiftede de et firma. Nu har de svært ved at følge med efterspørgslen.

Løjt: - Hvad er det, I arbejder med?

Det spørgsmål har de to unge iværksættere Andreas Soll på 21 år og Tobias Schjønberg på 22 år fået rigtig mange gange.

For hvad dækker firmannavnet LAB3D egentlig over?

- Vi plejer at sige, at vi laver en plastiktråd om til lige, hvad du kan tænke dig. Så siger alle "det skal jeg se," fortæller Andreas Soll.

3D print er det, som de to iværksættere har kastet sig over. For mange er det en lidt mærkelig verden, for hvordan kan man printe ting, som man kan bruge i sin hverdag?

Med nutidens teknologi kan det lade sig gøre, og det er lige netop det, de to unge er blevet specialister i. I baglokalet på firmadressen i Løjt Kirkeby står 3D-printerne side om side og kører hele døgnet rundt for at følge med efterspørgslen, som kommer både fra private, mindre virksomheder og store firmaer som ProShop.

Det begyndte med, at Andreas Soll og Tobias Schjønberg delte værelse på en efterskole, og her fandt ud af, at de havde de samme drømme om at blive selvstændige.

- Vi har altid begge været grebet af at sætte noget i gang og tjene penge. Som selvstændig kan du selv bestemme og prøve idéer af, og det tiltaler os, fortæller Tobias Schjønberg.

Annonce

Kun gået opad

Idéer bliver der prøvet rigtig mange af i deres fælles firma. Siden Andreas Soll for nogle år siden købte en 3D-printer og opdagede, at mulighederne var ubegrænsede, er det kun gået en vej af successtigen, og det er opad.

Da de for to år siden startede LAB3D, havde de en omsætning på 100.000 kroner, mens de i 2020 omsatte for 1 million kroner og fik et overskud på 180.000 kroner. Målet er en fordobling i år, og som Andreas Soll siger: - Så er vi allerede godt på vej.

- At vi er blevet leverandør til Proshop har virkelig sat skub i tingene. Deres engangsordrer kan være på flere hundrede tusinde, og det udfordrer os, for vi har svært ved at følge med. Vi har et kø-system på printerne, så de kan køre hele natten, men lige nu har døgnet ikke timer nok, fortæller de.

Det er her på det lidt anonyme kontor i Løjt Kirkeby, at de to iværksættere kører deres specielle firma. I baglokalet kører printerne i døgndrift for at følge med efterspørgslen, og Andreas Soll, stående, og Tobias Schjønberg er ved at overveje, hvordan de skal overkomme deres almindelige jobs og efterspørgslen i deres firma i fremtiden. Foto: Timo Battefeld

LAB3D er nemlig kun deres fritidsvirksomhed. Begge har arbejde som henholdvis murer og elektriker ved siden af, men al fritid bliver lagt i den voksende virksomhed, fordi de synes, det er sjovt, og fordi de gerne vil se, hvad firmaet kan udvikle sig til.

- Vi er meget glade for vores jobs, så lige nu tænker vi ikke på at kvitte dem og gå fuldtid ind i LAB3D. Men på et eller andet tidspunkt kan det ikke blive ved, for lige nu presser vi os selv meget. Det er bare gået rigtig hurtigt det seneste halve år, og vi tænker på, om vi skal ansætte nogle folk, men på den anden side vil vi også gerne gøre det selv, da vi lige nu vinder på vores ekspertise og ordentlighed, og der skal ikke mange sure kunder til at ødelægge det, fortæller Tobias Schjønberg.

Annonce

Vi er nørder

Det, de to kan, er nemlig specielt i branchen. De bygger selv deres 3D-printere op med deres egen elektronik og eget system, da 3D-print normalt ikke er beregnet til produktion. De leverer de tekniske dokumenter, der skal følge alle produkter, de går op i kvalitet, de leverer hurtigt, og de bliver ved, indtil de har fundet en løsning, hvis en opgave teoretisk set ikke lade sig gøre.

- Vi er nørder i det her, og vi elsker at udfordre os selv. Indtil nu har vi vundet på vores kundeservice, vores kvalitet og vores hurtighed. Vi er ikke de billigste, men vi vinder på vores ekspertise, og så er vi ret skarpe på at lave de tekniske dokumenter om f.eks. overholdelse af CE-mærkninger med mere. Derfor er vi også hurtigt blevet anerkendt hos vores leverandører og samarbejdspartnere, forklarer de.

For mange er det svært at forstå, at man kan printe lige, hvad man har lyst til på en 3D-printer. Det har de to unge iværksættere specialiseret sig i og fået stor succes med. Foto: Timo Battefeld

I dag printer de f.eks. prototyper for virksomheder, så de slipper for at skulle støbe forme, hvilket kan være rigtig dyrt. De har stor succes med at printe ombygningskit til stikkontakter til dæmpning af lyset eller farveskift, og så sætter de produktion af et givent produkt i gang for andre og få det formidlet ud til kunder. For nylig har de også fået et samarbejde med en grafisk designer, som byder ind med forskellige designs til muligt salg.

- Hvis nu en kunde skal bruge ti filtre til et akvarium, så sender de tegningerne til os, og vi printer dem. Ved prototyperne er det også meget smart, for de undgår at støbe dyre forme, og hvis der f.eks. skal skæres ti millimeter af, kan vi hurtigt gøre det, og de skal ikke støbe en ny form. Ombygningskit får man, så det passer til ens hjem, og det er relativt små penge i forhold til at betale en elektriker. Vi laver også tilbehør til Ikea-produkter, og derfor er vi også på vej til at udvide salg af vores produkter til hele Skandinavien, uddyber Tobias Schjønberg og Andreas Soll.

Annonce

Ikke stå og samle støv

De lejer også 3D-printerne ud til skoler, hvilket de også havde succes med inden nedlukningen.

- Næsten alle lejeaftaler er opsagt lige nu, men her havde vi også succes med det, vi kan. Vi oplevede selv på efterskolen, at når tingene ikke virkede, så skulle vi nogle gang vente flere uger, og i den tid lærte vi ikke noget. Derfor gør vi det sådan, at vi bytter inden for 24 timer, og de får vores ekspertise og viden med, når de lejer hos os, fortæller Andreas Soll.

Ombygningskit til stikkontakter er noget af det, som der er stor efterspørgsel på. De kan printes, så de passer til ens hjem, og det er populært, da det er nemt at installere, og man behøver ikke betale en elektriker for at komme ud og gøre det. Foto: Timo Battefeld

Lige nu har de to unge iværksættere det sjovt med det, de laver, og det er sådan, det skal blive ved med at være.

- Vores ambition er at se, hvad det udvikler sig til. Vi er allerede ved at vokse ud af det her lokale, som vi næsten lige er flyttet ind i, for vi planlægger at købe større printere, som kan printe en gange en gange en meter. Men det kræver, at kunderne er til det, for vi har den faste holdning, at først kommer kunderne, så kommer kapaciteten, for vi skal ikke have printere, der står og samler støv, siger Tobias Schjønberg.

Det er disse tynde plastiktråde, som printerne bruger til at printe det ønskede produkt i 3D. Foto: Timo Battefeld

LAB3D

LAB3D består af 21-årige Andreas Soll, som til daglig arbejder som elektriker, og 22-årige Tobias Schjønberg, som til daglig er murer.

De arbejder i firmaet hver dag fra klokken 17 til 23 samt alle weekender. De er gået ned på 32 timer og er derfor også i firmaet om fredagen.

De holder fri en dag om ugen til blandt andet at være sammen med deres kærester, som de kalder meget tålmodige og gode hjælpere.

Deres firma 3D-printer alt det, som teknisk kan lade sig gøre. Af de mere specielle opgaver har de printet pantholdere til et murerfirma, vaser til en udenlandsk forhandler inden for boligindretning og vinkelbeslag til en skærm i traktorer.

De har et samarbejde med Kasper Christensen som er ejer af firmaet KC3D. Han er teknisk designer og har specialiseret sig i design til 3D print.

LAB3D har sammen med danske håndværkere lavet en række produkter, der kan være med til at gøre hverdagen nemmere og mere overskuelig.

Derudover laver de en masse smart home tilbehør.


Vi har den faste holdning, at først kommer kunderne, så kommer kapaciteten, for vi skal ikke have printere, der står og samler støv.

Tobias Schjønberg


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Nordtyskland

Skole advarer mod ufo-panik

Annonce