Annonce
Esbjerg

Tom tank var skyld i flammer i flymotor over Esbjerg

Flyet af typen ATR 42-500 måtte foretage en sikkerhedslanding i Billund Lufthavn. Arkivfoto
Den 17. marts 2016 måtte et fly fra Esbjerg til Billund med 13 personer ombord foretage en sikkerhedslanding i Billund Lufthavn. Den endelige rapport fra Havarikommissionen viser nu, at en tom tank og en fejl i en brændstofsmåler var skyld i flammer i motoren.

Sikkerhedslanding: En fejl i en brændstofmåler kunne være blevet fatal, da et fly fra Esbjerg til Billund 17. marts 2016 måtte foretage en sikkerhedslanding i Billund Lufthavn. Det viser den endelige rapport fra Havarikommissionen, der betegner det som en ”alvorlig hændelse”.

Flyet var et to-motors propelfly indregistreret under flyselskabet Danish Air Transport (DAT) og havde seks besætningsmedlemmer og syv passagerer ombord, da højre motor kort efter afgang gik ud. Besætningen overvejede at kalde mayday, men valgte at fortsætte flyvningen mod Billund kun med en motor.

Da flyet nærmede sig landing i Billund, som var sidste stop på dagens rute fra Billund til Stavanger til Esbjerg og til Billund, oplevede venstre motor tre ”compressor stalls”, hvilket gav høje knald og fik flammer til at stå ud af motoren, som både passagerer og flypersonalet så. Det lykkedes alligevel de to litauiske piloter at lande flyet sikkert, og der blev ikke brug for de tilkaldte redningskøretøjer, da flammerne var gået i sig selv. Ingen kom til skade.

Annonce

Hvad er et "compressor stall"?

Et compressor stall vil sige, at luftstrømmen igennem motoren bliver ændret af den ene eller anden årsag, så luftstrømmen bliver turbulent, og motoren bliver aerodynamisk forstyrret. Det kan få motoren til at miste motorkraft.

Tanken var tom

Den endelige rapport fra Havarikommissionen er for nyligt udkommet, og her viser det sig, at det var en fejl på en brændstofmåler, der var skyld i den alvorlige hændelse. Brændstofmåleren i den højre tank fungerede ikke efter hensigten og meldte, at der var 510 kilo brændstof i tanken, men reelt var den tom.

Det fik den højre motor til at gå ud på grund af brændstofmangel. Den venstre motor led under skader på den varme sektor, hvilket gjorde motoren modtagelig for compressor stalls, der udløste flammer fra udstødningen. Fejlen var højest sandsynligt opstået under et stort vedligeholdstjek, som flyet havde gennemgået få måneder forinden. Alligevel havde flyet haft 75 flyvninger efterfølgende uden problemer.

Havarikommissionen noterer yderligere i rapporten, at flyet var certificeret og godkendt efter reglerne, og at piloterne havde den nødvendige licens og kvalifikationer til at flyve passagerflyet. Havarikommissionen kritiserer dog, at flyet ikke udsendte et nødopkald, da piloterne gennemgik en nødtjekliste, som ville have givet piloterne mere hjælp og mindre stress til at få flyet sikkert ned på jorden igen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce