Annonce
Aabenraa

Tomme trusler: Ung mand frikendt for snak om skoleskyderi

En 21-årig mand blev tirsdag eftermiddag frikendt for at have fremsat trusler om skoleskyderi. Arkivfoto: Claus Thorsted
En 21-årig ung mand mente det ikke alvorligt, da han sidste år truede med skoleskyderi på EUC Syd i Aabenraa. Det troede et flertal af domsmandsretten i Sønderborg på, og den unge mand blev frifundet.

Aabenraa: Det var tydeligvis tomme trusler, da en 21-årig mand sidste år snakkede om at skyde navngivne personer på EUC Syd i Aabenraa.

Det kom Retten i Sønderborg frem til tirsdag eftermiddag, hvor den unge mand fra Sønderborg sad tiltalt for at have truet med et skoleskyderi og for i den forbindelse at have været skyld i unødvendig udrykning fra politiets side.

Han blev anholdt uden dramatik om morgenen den 27. september, hvor politiet mødte talstærkt op efter en anmeldelse fra afdelingslederen på skolen. Ifølge anklageskriftet, som blev læst op i retten, skulle han til nogle kammerater have bemærket ugen forinden, at han ville udføre et skoleskyderi, og at afdelingslederen samt en anden elev, han var raget uklar med, stod øverst på listen. Førstnævnte havde han set sig sur på, fordi han tidligere var blevet flyttet fra snedkerlinjen til en anden linje, og det var han stærkt utilfreds med.

Annonce

Omfattende udrykning

I retten kom det frem, at politiet tager det meget alvorligt, når der kommer anmeldelse om skoleskyderi. I forbindelse med anholdelsen den 27. september rykkede Syd- og Sønderjyllands Politi således ud med først en reaktionspatrulje med specialuddannede betjente med særlige våben og udstyr. Efterfølgende ankom en indsatslederpatrulje fra Padborg og til sidst to civile anholdelsespatruljer fra henholdsvis Haderslev og Sønderborg.

Svær at tyde

Det nægtede den tiltalte sådan set ikke, men han mente til gengæld, at han tydeligt havde gjort det klart, at der var tale om en joke, og at han aldrig havde tænkt sig at gøre alvor af truslerne.

De andre elever, han havde fremsat truslerne over for, var ikke helt så sikre. I første omgang havde de opfattet det som sjov, men fordi de også betragtede ham som en person, som var svær at tyde, og fordi han havde sagt det med et skælmsk smil, turde de ikke udelukke det.

Det var dog først, da den tiltalte havde været til en samtale om sit fravær dagen inden anholdelsen, at bekymringen blev reel.

I forbindelse med samtalen skulle den tiltalte have fået at vide af en underviser på skolen, at hans uddannelse hang i en tynd tråd på grund af for højt fravær. Bagefter var han brudt grædende sammen over for det af vidnerne, der stod ham nærmest, og fortalt om problemer derhjemme og ytret ønske om at begå selvmord.

- Han var generelt typen, der sagde nogle sjove ting. Jeg blev først for alvor bekymret, efter han havde haft den samtale, fortalte vidnet, hvis bekymring kun var blevet større af, at den tiltalte tidligere havde talt meget om jagt og sin adgang til våben.

En underviser overhørte nogen af dem snakke om de fremsatte trusler, og efter afdelingslederen havde taget en snak med to af drengene, blev det anmeldt til politiet.

Nødt til at tage alvorligt

Senioranklager Lars Viereck gik efter en betinget fængselsstraf i størrelsesordenen 30 til 40 dage.

- Jeg mener, retten må slå fast, at selvom han ikke havde tænkt noget videre med det, så må han have indset, at modtagerne har været nødt til at tage det alvorligt. Vi lever i en tid, hvor skoleskyderier er en alvorlig realitet - godt nok ikke i Danmark men i udlandet - og eleverne gjorde det eneste rigtige ved at gå videre til ledelsen, som gjorde det eneste rigtige ved at gå videre til politiet, sagde han.

Den unge mand og hans forsvarsadvokat Palle Niss gik efter frifindelse. Advokaten troede ikke på, at vidnerne havde opfattet det som en trussel.

- Det er løbende blevet opfattet som en joke, og det er først, da de bliver afhørt af politiet, at de begynder at se noget i bagklogskabens lys. Pludselig har de svært ved at læse ham, og også først her kommer det frem med jagtvåben. De har ikke tidligere givet udtryk for at ville anmelde noget eller sige noget til ledelsen om det, sagde han.

Vil muligvis anke

I sidste ende troede et flertal af domsmandsretten på den tiltalte. Således mente to af de voterende, at den tiltalte ikke kunne have vidst, at hans kammerater ville tage det alvorligt. Den tredje voterende mente det modsatte.

Det er nu op til statsadvokaten at afgøre, om der skal ankes. Senioranklager Lars Viereck ved endnu ikke, om han vil indstille til det.

- Jeg skal lige hjem og nærlæse præmissen for dommen. Men jeg hæfter mig ved, at domsmandsretten ikke var enig, og derfor er det bestemt tænkeligt, at den skal prøves i landsretten, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce