Annonce
Navne

Topadvokat i defensiven

Simon Evers Hjelmborg er vokset op i et kreativt bofællesskab i Aabenraa. I dag bor han midt i København.
Simon Evers Hjelmborg sidder for bordenden i advokatfirmaet Bech-Bruun, der for tiden kæmper for sit omdømme i udbytteskandalen. Den 6. juli er det 50 år siden, han kom til verden i Sønderjylland.
Annonce

Som topadvokat er Simon Evers Hjelmborg ekspert på flere områder.

EU-jura, konkurrenceret, udbudsret og statsstøtteregler kan han til fingerspidserne. Også strategisk rådgivning for erhvervslivet står han for. Og så er han leder i en virksomhed med mere end 500 ansatte. Men for tiden er det en anden kompetence, der er i høj kurs: evnen til at forsvare sig.

Simon Evers Hjelmborg, der mandag den 6. juli fylder 50 år, er nemlig bestyrelsesformand og partner i advokatfirmaet Bech-Bruun. Det er det advokatfirma, der har rådgivet flere kunder, der står anklaget for at svindle den danske stat for milliardbeløb i den såkaldte udbytteskandale. Og Bech-Bruun har ifølge anklagerne været dybt involveret i forarbejdet til de ulovlige transaktioner. Så dybt, at advokatfirmaet i april blev mødt med et krav om at betale trekvart milliard kroner i erstatning til staten. Med renter krydser beløbet milliardgrænsen.
Bech-Bruun afviser anklagen lodret. Så sagen skal afgøres i retten.

- Vi afviser ethvert krav om betaling af erstatning for statens tab af penge. Vi er uden ansvar i sagen, og vi ser trygt frem til, at sagen kommer for en domstol, sagde Simon Evers Hjelmborg tidligere i år til Berlingske.

Men firmaets omdømme har utvivlsomt lidt et knæk. Også fordi fire af Bech-Bruuns advokater tidligere har tabt en sag i Advokatnævnet om inhabilitet i forbindelse med en undersøgelse af udbyttesagen. Samtidig skulle firmaet betale sit salær fra staten tilbage. Den sag har Simon Evers Hjelmborg også bragt for retten.

Annonce

Underviser på universiteter

Alt i alt er det altså noget af en opgave, han som nyudnævnt formand har på hænderne med at forsvare Bech-Bruun. Han kender til gengæld også firmaet ind og ud. Han kom til som fuldmægtig tilbage i 1997. Forud for det gik jurastudier på Aarhus Universitet. Allerede i 2003 blev han partner, og fra 2014 indtog han chefstolen som ledende partner i det, der i dag er Danmarks største advokatfirma. I marts i år blev han så forfremmet til bestyrelsesformand.

Han har også sideløbende undervist på både sit gamle universitet og det i København samt skrevet flere bøger om konkurrenceret i Danmark og EU.

Privat er han bosat i København sammen med sin teenagesøn, som han nyder at rejse på ferie og gå på jagt med.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Danmark

Messerschmidt bliver forfremmet: Afløser Espersen som næstformand i DF

Annonce