Annonce
Sport

Topbrag i ishockeyligaen: Defensiven bliver nøglen til sejr

Daniel K. Hansen har i de seneste par kampe været en del af førstekædens backpar i SønderjyskE sammen med Christian Silfver. Foto: Jacob Schultz

Tirsdag aften mødes ishockeyligaens nummer et og to til et ægte topbrag i Vojens. Førerholdet Rungsted har revanche til gode, da SønderjyskE vandt 5-2 i Rungsted for kun godt en uge siden.

Topopgør: Nummer to mod nummer et. Så kommer vi vist ikke tættere på en vaskeægte topkamp. SønderjyskE tager tirsdag aften imod ishockeyligaens spids på hjemmebanen i Vojens.

Hele 11 point skiller de to hold inden opgøret, men SønderjyskE har allerede i løbet af sæsonen vist, at det ikke er i de indbyrdes kampe, at Rungsted er et bedre hold. Således blev det så sent som forrige søndag til en overbevisende 5-2-sejr til SønderjyskE, da de lyseblå var på besøg i Rungsted, og i sæsonens to foregående kampe har SønderjyskE også været godt med. 5. oktober vandt SønderjyskE med 3-0 i Rungsted, mens Rungsted vandt med 2-1 i Vojens 14 dage senere efter overtid.

Hver gang har det altså været udeholdet, der er løbet med sejren. Hvis det skal laves om tirsdag aften, så er det først og fremmest defensiven, der er nøglen, hvis man spørger SønderjyskE-back Daniel K. Nielsen.

- Det, vi gjorde godt sidst og første gang i Rungsted, var, at vi stod sindssyg godt i defensiven, og så scorede vi på de chancer, vi fik. Hvis vi kan gøre det igen i morgen (tirsdag, red.), så får vi også tre point, er jeg sikker på. Det er defensiven, der skal stå i første række, og så skal målene nok komme, siger Daniel K. Nielsen.

Annonce

Optakt


  • Ishockey, ligaen
  • Tirsdag klokken 19.00: SønderjyskE - Rungsted Seier Capital
  • JV tipper: 4-2

Tidlige julegaver

Tilskuerne i Vojens bliver altså forkælet med tidlige julegaver i form af store kampe i disse decemberdage. Fredag var det lokalrivalerne fra Energy, der var på besøg, og først blev besejret efter straffeslag. For spillerne er det også sjove kampe.

- Det er altid sjovt mod Esbjerg, hvor der altid er gang i hallen og tilskuerne, og vi ved også, at Esbjerg er bedre, end hvor de ligger. Jeg ved ikke, om jeg har glædet mig mere til en kamp frem for en anden, men jeg synes, at det er rigtig sjovt at spille, nu hvor det er så tæt, og en sejr eller et nederlag med det samme kan aflæses i tabellen, fortæller Daniel K. Nielsen.

Tirsdag vil en sejr ikke direkte rykke noget i tabellen, men det vil bringe de lyseblå tættere på topholdet.

- Tilskuerne kan forvente at se et engageret hold, som kommer ud med ene tro på, at vi kan indhente førstepladsen på et tidspunkt. Men det går kun over en kamp ad gangen og hårdt arbejde, siger Daniel K. Nielsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce