Annonce
Kolding

Topchef er færdig i Tresu: Der var brug for nye øjne

Formanden for Tresu, Carsten Nygaad Knudsen, bekræfter, at administrerende direktør Søren Maarsø (billedet) er stoppet efter "fælles aftale". - Vi har sagt farvel til hinanden. Søren skal videre, og vi skal videre. Mere er der ikke i det, siger Carsten Nygaard Knudsen. Arkivfoto: Claus Thorsted

Efter to fyringsrunder i Tresu Group i efteråret, og efter at finansdirektøren blev fyret efter sommerferien, så er den administrerende direktør, Søren Maarsø, også fortid i virksomheden efter "fælles aftale".

Kolding: Der var fuld fart på Tresu Group for et år siden. Virksomheden, der er specialist i at fremstille trykmaskiner til emballageindustrien, voksede over hele linjen.

Men efter to fyringsrunder i virksomheden, der er ejet af kapitalfonden Altor, er antallet af medarbejdere skrumpet fra cirka 250 til cirka 200. Finansdirektøren blev fyret efter sommerferien, og nu er den administrerende direktør, Søren Maarsø, færdig efter en "fælles aftale", oplyser formanden Carsten Nygaard Knudsen.

- Vi har sagt farvel til hinanden. Søren skal videre, og vi skal videre. Mere er der ikke i det. Det er fortsat en god virksomhed. Indenfor de seneste år har vi fået nogle store ordrer hos kartonindustrien i USA, og kunderne har fortsat stor tillid til os, siger Carsten Nygaard Knudsen.

Virksomheden, der i mange år har solgt udstyr til blandt andet den svenske gigant Tetra Pak, præsenterede i starten af året et overskud på 74 mio. kroner, og omsætningen var løftet 47 procent til 637 mio. kroner i Tresu A/S. Væksten kom blandt andet efter flere store ordrer på det amerikanske marked, men de næste store ordrer lod vente på sig.

Annonce

- Vi tror på markedet og virksomheden. Vores ejere har skudt knap 150 mio. kroner ind i løbet af året. Det understreger, at der er en stor tro på virksomheden.

Carsten Nygaard Knudsen, formand for Tresu

Tresu kort

Tresu Group har siden opstarten i 1981 haft hovedsæde i Sdr. Bjert ved Kolding, men i 2019 flytter virksomheden til en ny fabrik i Kolding. Virksomheden producerer såkaldte flexo trykmaskiner til emballageindustrien og tilbehør og specialløsninger til den grafiske industri. Virksomheden har i efteråret været gennem to fyringsrunder, så der i dag er cirka 200 medarbejdere mod 250 i starten af året.

Tilført 150 mio. kr.

Selskabet blev i midten af 2017 handlet mellem to kapitalfonde, hvor Erhvervsinvest, efter syv års ejerskab, solgte til den nordiske kapitalfond Altor for et trecifret millionbeløb, der ejer selskabet gennem Tresu Investment Holding.

Mens Tresu A/S endte med et stort overskud sidste år, blev det til underskud i holdingselskabet Tresu Investment Holding. For 2017 fremviste holdingselskabet et driftsunderskud på 38 millioner kroner, og det seneste regnskab, der dækker de første ni måneder i 2018, viser et driftsunderskud på 173 mio. kroner.

- Der har været nogle huller i vejen. Det kan vi roligt sige. Det seneste kvartalsregnskab i Tresu Investment Holding er ikke kønt. Der er nogle ting, vi skal have fat i. I den forbindelse er vi sammen med Søren blevet enige om, at der skal nye øjnene på tingene. Men jeg har stor respekt for Sørens arbejde i Tresu. Og medarbejderne har også gjort en kæmpe indsats, siger Carsten Nygaard Knudsen.

Virksomheden offentliggjorde i august, at de flytter fra de nuværende syv lokationer i Kolding-området til en ny fabrik i Kolding, hvor de lejer sig ind, og de planer er ikke ændret.

- Vi tror på markedet og virksomheden. Vores ejere har skudt knap 150 mio. kroner ind i løbet af året. Det understreger, at der er en stor tro på virksomheden, siger Carsten Nygaard Knudsen.

Vi er ikke på bar bund

I har sagt farvel til finansdirektøren og nu også direktøren. Det betyder, at ledelsen er udfordret?

- Det kan du sige, men laget lige under direktion, vicedirektørerne, de har mere end 100 års erfaring i Tresu. De er meget loyale og dygtige. Det gælder alle medarbejdere. Selvfølgelig er der et hul, men vi står ikke på bar bund, siger Carsten Nygaard Knudsen.

Finansdirektøren, Heidi Thousgaard Jørgensen, tiltrådte 1. august i år og har midlertidigt overtaget direktørposten. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Søren Maarsø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce