Annonce
Danmark

Topchefens afskedssalut: Stor fyringsrunde hos Grundfos

- Det er ikke en spareøvelse. Det handler om at forenkle strukturen, så vi kan øge hastigheden, hvormed vi træffer beslutninger, siger Grundfos’ bestyrelsesformand Jens Moberg.  Arkivfoto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix 
Pumpekoncernen når lige at omlægge hele sin forretning, inden topchef Mads Nipper forlader Grundfos til nytår. 600 stillinger nedlægges globalt i en ny organisation, der nu skal øge tempoet
Annonce

Fyringer: Om få måneder tager Grundfos afsked med sin topchef, Mads Nipper, men inden da kaster han den store, danske industrivirksomhed ud i en stor omlægning, der også medfører en stor fyringsrunde.

Mads Nipper tiltræder til nytår jobbet som topchef i energikæmpen Ørsted, men inden da skal Grundfos med 19.000 ansatte slankes og gøres mere effektiv.

600 stillinger skal nedlægges globalt, og det vil især ramme den internationale salgsorganisation. Til gengæld går produktionen, herunder fabrikkerne i Danmark, stort set fri.

- Det er ikke en spareøvelse. Det handler om at forenkle strukturen, så vi kan øge hastigheden, hvormed vi træffer beslutninger, siger Grundfos’ bestyrelsesformand Jens Moberg til Avisen Danmark.

Helt usædvanligt er det ham, der udtaler sig om omlægningen, men det skyldes Mads Nippers snarlige fratræden.

3 hurtige om Grundfos

  1. I 1945 etablerede Poul Due Jensen Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik. En af de første ordrer var på et automatisk vandværk til en gård i nærheden. Grundstenen til det nuværende Grundfos med ca. 19.000 ansatte var lagt.
  2. Grundfos er i dag verdens største producent af pumper, både målt på omsætning og antal, men koncernen har en lang stribe af konkurrenter, blandt andet i Kina.
  3. Koncernen er i dag ejet af Poul Due Jensens Fond, som ejer 87,6 procent af aktierne. Resten af Grundfos ejes af efterkommerne til Poul Due Jensen, men en gruppe ansatte i pumpevirksomheden ejer også en mindre del.

Grundfos præsenterede for nylig et regnskab for årets første seks måneder, der var tydeligt præget af coronakrisen. Omsætningen faldt med 28 procent til 12 milliarder kroner, men det er ikke dette, der udløser den nye omlægning.

- Det er noget, vi begyndte at arbejde med for et års tid siden, så det er ikke noget, der er forårsaget af corona eller andet. Det er det rigtige at gøre for Grundfos nu, siger Jens Moberg.

Annonce

Pumper til Beijing

Helt konkret handler planen om at ændre opbygningen af Grundfos, som hidtil har været organiseret efter lande og arbejdsfunktioner. Fremover skal Grundfos arbejde efter det, som virksomheden kalder en ”kundeorienteret organisering”.

Dermed skal de ansatte fremover opdeles efter, om de arbejder med produkter til erhvervsbygninger, private hjem, industri eller forsyningssektoren.

- Vores kunder har meget forskellige behov. Det er forskelligt, om vi sælger til et hjem eller til en vandforsyning i Beijing. Vores folk kan lære meget mere af at arbejde sammen med kolleger, der arbejder med de samme løsninger i andre lande, end de kan lære af dem, der sidder lige ved siden af, men servicerer et helt andet marked, siger Jens Moberg.


Vores kunder har meget forskellige behov. Det er forskelligt, om vi sælger til et hjem eller til en vandforsyning i Beijing

Jens Moberg. bestyrelsesformand, Grundfos


I taler om en kundeorienteret struktur. Burde I ikke have gjort det noget før?

- Den organisation, hvor vi har været opdelt i funktioner og lande, har tjent os rigtig godt og været helt rigtig for Grundfos. Vi er helt sikre på, at den nye struktur er den rigtige, når vi kigger fremad, siger Jens Moberg.

Mads Nipper er på vej til at forlade Grundfos til fordel for jobbet som topchef i Ørsted. På falderebet når han en omfattende omlægning - og tilhørende fyringsrunde - i Grundfos. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han sigter til Grundfos’ strategi frem mod 2025, hvor målet er at sikre en årlig vækst på i gennemsnit fire procent og et overskud på 10 procent af omsætningen.

Annonce

Motiveret ledelse

Mads Nipper har selvfølgelig haft en central rolle i at udvikle den nye plan. Ifølge bestyrelsesformanden har hans afgang ikke haft betydning for, at planen præsenteres nu.

- Det kommer ikke til at påvirke den takt, vi ruller det ud med. Vi har en koncernledelse, som er meget motiveret for at rulle denne plan ud, så det er ikke afhængigt af én person, siger Jens Moberg.

Hvordan går det med at finde Mads Nippers afløser?

- Den proces er vi i gang med. Vi lægger vægt på, at vi finder den helt rigtige CEO (topchef, red.) for Grundfos, og det er vigtigere, end om det tager x eller y antal uger, siger Jens Moberg.

Grundfos har omkring 4500 ansatte i Danmark, hvoraf omkring to tredjedele arbejder i produktionen.

Grundfos er grundlagt og har stadig hovedkvarter i Bjerringbro. Arkivfoto: Morten Dueholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce