Annonce
Esbjerg

Toppolitikere i kritik af besparelse på talentfulde elever

Udvalgsformand Diana Mose Olsen (SF) kalder ministerens beslutning om at droppe en pulje til talentfulde elever for et "politisk signal om, at man igen vil bevæge sig mod enhedsskolen". Arkivfoto: Chresten Bergh
Ved at lukke en national enhed til talentfulde børn sender undervisningsministeren et signal, der går imod Esbjerg Kommunes Da Vinci-linje. Ministerens prioritering er forkert og "ren symbolpolitik", mener borgmester og udvalgsformand, der fremhæver Esbjerg Kommunes særlige skole-linjer.

Esbjerg Kommune: "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære" - det berømte citat, der ukorrekt er tilskrevet tidligere undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S), er kommet til at stå som kritikeres symbol på 1970'ernes skolepolitik.

Med oprettelsen af en såkaldt profillinje for talentfulde børn på Vitaskolens Da Vinci-linje i Esbjerg Kommune for omtrent 10 år siden mente fortalerne, at man giver elever lov og plads til at blive den bedste udgave af sig selv og sætter dem i stand til at opsuge al den viden, de kan rumme, mens kritikere talte om sortering og ekstra pleje til de i forvejen bedste, mens de svage efterlades på perronen i et mere ordinært skoletilbud.

Derfor vækker det heller ikke umiddelbart begejstring i Esbjerg, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har besluttet at lukke en national enhed til talentfulde børn og istedet sende de 65 millioner kroner fra den særlige talentenhed, der skulle støtte undervisningen af de dygtigste elever, over i et generelt løft af folkeskolen.

Annonce

Profilskoler

Da Vinci-linjen blev etableret for omkring 11 år siden med daværende skoleleder på Blåbjerggårdskolen, Laust Poulsen, som initiativtager. Siden har idéen med såkaldte profillinjer smittet af på kommunens skolevæsen.

Esbjerg Kommune har således profilskoler indenfor blandt andet eliteidræt, hvor skolen arbejder sammen med byens idrætsklubber, en kulturlinje på Rørkjær Skole Urban, Bakkeskolen Cosmos tilbyder e-sport og det nyeste tilbud er til ordblinde elever.

Symbolpolitik

Både borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og formanden for Børn & familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF) kalder det "en helt forkert prioritering" og "ren symbolpolitik".

- De penge gør gavn til at sikre, at vi også kan imødekomme de behov, som de bogligt stærke elever har, og med den beslutning smører ministeren de i den sammenhæng få millioner kroner ud som tynd leverpostej på samtlige folkeskoler i landet. Det kommer ingen til at mærke. Men det er helt klart et signal om, at hvad ikke alle kan få, skal ingen have, mener borgmesteren og henviser til, at søgningen og resultaterne fra Da Vinci-linjen og andre differentierede tilbud i Esbjerg Kommunes folkeskoler taler for sig selv:

- Vi har en differentieret folkeskole i Esbjerg Kommune, hvor der er gode tilbud for de bogligt svageste, gennemsnitseleven og de bogligt stærkeste. Vi skal også kunne imødekomme efterspørgslen til varierede tilbud, hvis vi skal nå vores vision om Danmarks bedste folkeskole, for kun på den måde kan vi sikre, at folkeskolen bliver det naturlige valg for elever og forældre. Det når man ikke i mål med ved "one size fits all"-modellen, hvilket kun vil få ressourcestærke forældre til at vælge private alternativer. Der er ikke noget i vejen med private alternativer, men jeg synes, at hvis man skal vælge privatskoler, så skal det være på grund af en særlig profil - ikke, fordi vi ikke kan løse opgaven, siger borgmesteren.

Vejene skilles

Udvalgsformand Diana Mose Olsen kalder ministerens beslutning et "politisk signal om, at man igen vil bevæge sig mod enhedsskolen".

- Her skilles vores veje - Esbjerg Kommune har længe arbejdet med profilklasser og særlige linjer og endda med stor succes. Vi har foruden Da Vinci også kulturlinjen og esport-linjen, og det er faktisk på den måde, vi sikrer elevernes motivation i udskolingsårene, vækker elevernes begejstring for at gå i skole og bringer glimtet tilbage i øjnene på dem. Både folkeskolereformen og loven lægger jo op til, at vi skal støtte både de svage og de stærke, og det gør vi bedst ved at fokusere på passionen hos eleverne og sikre, at den vedbliver at være der. Hos e-sport-eleverne kan vi eksempelvis se, at de pludselig igen elsker deres skole, så i Esbjerg Kommune er vi i hvert fald ikke på vej tilbage mod en enhedsskole alene, siger Diana Mose Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce