Annonce
Sønderborg

Torben fik nyt syn på oldefars dilemma

Pernille og Torben Delfs (forrest i billedet) holder genforeningsferie i grænselandet. Efter at have set film i genforeningsbussen skulle de se udstillingen på Sønderborg Slot. Foto: André Thorup
Torben og Pernille Delfs skulle have holdt ferie i Frankrig. I stedet er det blevet til en tur med genforeningsbussen foran Sønderborg Slot.
Annonce

Sønderborg: Torben Delfs familiehistorie afspejler om noget den splittelse, mange sønderjyder følte, da de i 1920 skulle vælge mellem at være danske og tyske.


Skolebørn i dag ved jo intet om Genforeningen. Ja, de har knap nok hørt om, at der var en krig i 1864. Så det er fint, at museet kører rundt med bussen.

Erik Biel, tidligere skolelærer fra Agerskov


Hans oldefar stemte tysk og valgte efter Genforeningen at flytte familien til Flensborg. Men sønnen, der var Torben Delfs bedstefar, ville det anderledes. Han blev dansksindet. Derfor voksede Torben Delfs mor og senere også ham selv op som del af det danske mindretal syd for grænsen.

Nu bor han i Aarhus, men er på ferie i grænselandet, hvor han lørdag formiddag besøgte genforeningsbussen, som holdt parkeret foran Sønderborg Slot. Både han og hustruen Pernille Delfs brugte lang tid i bussens mørke på at se film:

- Det er en spændende historie. Vi har også fulgt med i tv-serien Grænseland, og for mig har meget været nyt. Jeg var slet ikke klar over, hvordan det er er foregået med afstemninger i forskellige zoner, fortæller Pernille Delfs, hvis familie har rod i det midtjyske.

Genforeningsbussen fik Torben Delfs til at genoverveje sit syn på oldefarens valg.

- Jeg ved det ikke, men jeg tænker, at han nok har været bange for at miste sit arbejde, hvis han stemte dansk, siger han.

Annonce

Snufdook og strisko

Genforeningsbussen er Museum Sønderjyllands tilbud til skoleklasser over hele landet. Det var også planen, at bussen hen over sommeren skulle have deltaget i Folkemødet på Bornholm, Roskilde Festival og mange andre store events. Men de er som bekendt aflyst på grund af corona, så i stedet parkerer bussen foran museerne i Sønderjylland, i Ribe, Skibelund Krat, Aarhus under festugen og til kulturnatten i København.

Genforeningsbussen 2020 gør holdt ved Sønderborg Slot. Foto: André Thorup

Erik Biel kom med en helt busfuld sommerkursister fra Løgumkloster Refugium. Da de skulle videre på en guidet rundtur inde på slottet, valgte han at springe over:

- Det har jeg set så mange gange, undskylder han og kaster sig i stedet over genforeningsbussens sprogquiz.

Erik Biel har styr på de sønderjyske udtryk og gætter samtlige ord i bussens sprogquiz. Foto: André Thorup

Det lykkes den tidligere skolelærer fra Agerskov at placere samtlige papskilte med sønderjyske udtryk ved de rigtige genstande, der ligger udstillet på et bord foran bussen.

- ”Strisko” var jeg lidt i tvivl om. Jeg har altid sagt ”skøjter”, forklarer han.

Kun én anden gæst tidligere på dagen har gættet alle sønderjyske udtryk. Man kan også vælge at udfordre sig selv i udtryk tysk eller plattysk. Her gælder det om at vide, at ”snufdook” er en snotklud.

Alle får ”bom” som belønning, og sådan lærer de det sønderjyske udtryk for bolsjer.

Annonce

Se elevers arbejde

Erik Biel er vældig godt tilfreds med Genforeningsbussen:

- Skolebørn i dag ved jo intet om Genforeningen. Ja, de har knap nok hørt om, at der var en krig i 1864. Så det er fint, at museet kører rundt med bussen, synes han.

Bussens køreplan

Næste gang, genforeningsbussen stopper op i Syd- og Sønderjylland, er 10. juli foran Grænsemuseet i Christiansfeld. 11. juli er der stop foran Ribe Domkirke og 12. juli foran Hotel Skibelund Krat. Her er alle velkomne.

Genforeningsbussen kører også ud til lukkede arrangementer.

Omkring 4.000 skolebørn har indtil videre haft besøg af genforeningsbussen. De er blevet udfordret, for bussens formål er ikke kun at lære nutidens unge om en historisk tid, da folk i Nordslesvig som de første i Europa fik lov til selv at bestemme, hvilken nation, de ville tilhøre.

- Vores mål er også at få dem til at reflektere over, hvad det vil sige at være dansk eller tysk og hvordan det er at leve i et mindretal, fortæller enhedsleder Merete Essenbæk, Museum Sønderjylland.

Eleverne fra 7. b på Nordalsskolen og mange andre klasser har lavet film, interviews og analyser af stemmeresultater, nyfortolket valgplakater og meget mere. Resultaterne kan man også se i bussen.

Genforeningsbussen 2020 gør holdt ved Sønderborg Slot. Foto: André Thorup
Det er plattysk, men hvad betyder det? Det kan man få at vide foran genforeningsbussen. Foto: André Thorup
Familien her kom ikke i mål med de sønderjyske udtryk. Men der ventede bom alligevel. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Nordtyskland

Risikerer fængsel: Tysk familiefar tog på McDonalds, selv om han vidste, han var smittet

Trekantområdet

Dagens coronatal for Fredericia er klar: Vigtigt parameter falder fortsat - men flere er konstateret smittet

Annonce