Annonce
Billund

Torkild Christensen har 40 års jubilæum som kræmmer

Torkild Christensen kan i år fejre 40 år som kræmmer på Vorbasse Marked. Foto: John Randeris
Torkild har gennem tiden solgt lidt af hvert, fra professorterninger og kassettebånd til kort og papirvarer.

Vorbasse: Hvert år har Torkild Christensen en stand på Vorbasse Marked, og det er efterhånden blevet til 40 år.

- Jeg har solgt lidt af hvert gennem tiden. I 1980’erne solgte jeg blandt andet professorterninger, importeret fra Asien. De var lidt specielle og meget populære, fortæller Torkild.

I år er standen delt i to, og i den ene ende sælger han papirvarer og kort, det vil sige takkekort, indbydelser, fødselsdagskort og så videre. I den anden ende sælger resten af familien blandede ting og sager.

- Vorbasse Marked er noget, hvor hele familien deltager. Det sjove er, at mine på børnebørn på 15, 12 og 11 år alle er interesseret i at komme med og hjælpe med at betjene. Det er lige før, vi andre ikke kan komme til bordet, siger Torkild og leer. Han regner med, at de bliver et sted mellem 10 og 20 mennesker inklusiv familie og venner.

Første gang han tog på Vorbasse Marked, var det sammen med en kammerat.

- Vi gjorde det bare for interessens skyld. Da vi startede, var der regnvejr i to dage, og vi tjente lige nok til en kasse øl.

Det afskrækkede dog ikke Torkild for at vende tilbage år efter år, og han synes, at markedet på mange måder ligner sig selv som for 40 år siden.

- Det er bare blevet meget større, siger Torkild.

Annonce

Da vi startede, var der regnvejr i to dage, og vi tjente lige nok til en kasse øl.

Torkild Christensen, kræmmer

At sælge Jodle Birger

Torkild Christensens egen stand har også haft voksværk lige som Vorbasse Marked. Han og familien har i dag har et 56 kvadratmeter stort telt.

- I begyndelsen havde vi kun et villatelt, og det var træls, når det begyndte at regne, for så skulle vi rykke alle varerne ind. Med det store telt er det hele overdækket.

Torkild er kræmmer i sin fritid, men han kan ikke løbe fra, at han er og bliver en handelsmand. Da han var på arbejdsmarkedet, var han både indkøber og senere direktør for en virksomhed, der solgte papirvarer.

Torkild er gennem tiden blevet overrasket over, hvad der er muligt at sælge på Vorbasse Marked.

- I slutningen af 1980’erne mødte jeg en mand, der mente, jeg skulle sælge Jodle Birger kassettebånd for ham på markedet. Jeg gjorde lidt grin af ham, men de endte med at sælge rigtig godt, fortæller Torkil.

Han satser på, at det bliver til flere år for ham som kræmmer på Vorbasse Marked, men ellers er han klar til at børn og børnebørn begynder at overtage mere af standen.

- Da jeg startede var det min far, der sad i kulissen og passede børnebørnene. Det kan være, jeg også ender med at sidde som en gammel mand bagved og kigger ud, siger Torkild.

Men mon ikke, han kommer til at tage del i handlen alligevel, som den handelsmand, han er.

Torkild Christensen

67 år

Været kræmmer på Vorbasse Marked i 40 år

Sælger papirvarer og diverse ting og sager

Kommer fra Vejle

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Tv-gudstjeneste: Helt ok med lidt snyd

Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce